Gratis fragt ved køb over 499 DKK

Drengene sidder ved spisebordet foran mig og tegner på hver deres “kopi”, som de kalder dem. I virkeligheden er det papirer som jeg har revet ud af en malebog fra Flying Tiger, som ubetinget har været det allerbedste legetøj vi har haft med på ferie. Eller altså, ikke med, fordi dén slags var jeg åbenbart ikke koordineret nok til at sørge for hjemmefra, men det bedste vi har købt. I en dansk butik i Spanien. (Indsæt gerne en imaginær abe der holder sig for øjnene over min dumhed, I know!).

Det er vores sidste aften på ferien og selvom det føles som om ugen er fløjet afsted, så glæder jeg mig alligevel til at komme hjem. Til København og til vores lejlighed (og til kig på nye af sidstnævnte) og til hverdagen, som jeg i virkeligheden holder så meget af.

Men for fanden, hvor har det været godt at være afsted. Venindetid og vin og chips hver aften. Og børn, børn, børn hver dag. Jeg føler virkelig, at jeg er kommet in sync med mine børn på en måde, som jeg ikke har været det længe og jeg elsker det. Som i, at det er det bedste i hele fucking verden. Vi har haft det så dejligt og selvom jeg på et tidspunkt frygtede, at der ikke var aktiviteter og swimmingpools nok på programmet, så viste det sig (selvfølgelig) at min frygt blev gjort til komplet skamme. De (og jeg) har sgu nok haft brug for roen, nærværet og det langsomme tempo vi har holdt hof med hele ugen og det har på mange måder været helt, helt perfekt.

I er så mange der har skrevet og spurgt om detaljer og anbefalinger og om alt muligt i forbindelse med rejsen og jeg lover, at jeg nok skal komme med lidt mere beskrivelse, lidt flere detaljer og alt den slags i løbet af de næste par dage. Både af dét der har været godt og dét der har været mindre godt. (Tænk bare på aben, igen). For nu vil jeg i stedet lige om lidt, når tegningerne er færdige, nyde at putte mine børn i den samme seng og drikke et allersidste glas spansk rødvin med min veninde og forsøge at komme til køjs i nogenlunde ordentlig tid. Vi skal nemlig (røv)tidligt op i morgen – men hey, så meget desto lettere, når nu hverdagen starter igen på mandag, ik’?