Hvis sandheden skal frem, så kæmper jeg stadig en lille smule med at acceptere hvordan min krop ser ud, efter jeg har fået børn. Dele af den er blevet pænere, bevares, men mit maveskind, som er dét der er hårdest ramt, ligner stadig noget der er løgn. I hvert fald min alder taget i betragtning; for havde jeg for længst passeret pensionsalderen, havde det sgu nok været til den helt rimelige side, mit rynkede maveskind.
Jeg er træt af det og jeg er træt af, at det allermest er huden den er gal med. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Men hånden på hjertet, hvis den sådan helt ærlige sandhed skal frem, så er lige præcis påstanden om at det udelukkende (eller i hvert fald mestendels) er huden den er gal med, nok en sovepude for at jeg i virkeligheden bare overhovedet ikke kan finde ud af – eller gider – at tage mig sammen til at komme i et træningscenter for, for alvor at få gjort noget både ved slappe mavemuskler og rectus diastase – adskilte mavemuskler, som jeg desværre er blevet den heldige indehaver af.
Selvfølgelig kan jeg ikke gøre den helt store forskel på min hud der er blevet for stor, men derfor kan jeg jo godt gøre noget ved alt det der foregår indenunder huden og ærligt talt, så bør jeg jo for pokker stoppe med at brokke mig, når jeg ikke engang gider at gøre en indsats for at forbedre det jeg er træt af. Man kan ikke brokke sig gratis, lærte jeg på den allerførste undervisningsdag på diplomuddannelsen i ledelse og alligevel sidder jeg her, to år senere og forsøger at gøre lige præcis dét. Jeg brokker mig over noget jeg ikke gider at gøre noget ved.
Det er sgu ikke helt godt nok.
Derfor, da jeg forleden faldt over en profil på instagram fyldt med stramme dame-maver, slog jeg til og trykkede “synes godt om”. Så langt så godt.
…
Og lige siden har jeg så – mindst én gang dagligt – haft dårlig samvittighed, når jeg har siddet med min telefon i den ene hånd og en fuldfed ostemad og en sødmælkslatte i den anden og kigget på stramme, stramme taljer og ditto runde numser. For helvede. Der skete ikke en skid med min indsats og jeg er kommet til den erkendelse af den indsats jeg måske primært bør satse på at ændre, er den der skal foregå inde i mit hoved, frem for i et træningscenter.
Sandheden er nemlig, at jeg gerne vil være ligeglad med hvordan jeg ser ud; udseendet er i sidste ende ikke spor betydningfuldt og alligevel fylder det – i hvert fald for mig – en del.
Jeg kender endnu ikke svaret på, hvordan jeg skal nå til en komplet accept af min krops forandring og jeg ved heller aldrig om det kommer til at lykkes, men for fa’en hvor er jeg træt af, ikke at være tilfreds. Noget må jeg kunne gøre for at ændre min kropsopfattelse og jeg mistænker, at jeg langt fra er alene om at have det sådan.
Hvad siger I piger? Er I tilfredse med jeres udseende?