“Så kommer der lige et lille prik” sagde jordemoderen, imens hun stak nålen i låret på kvinden, der lå udmattet, smågrædende og kiggede lykkeligt på sin lille nyfødte baby.
Det kan være som at åbne for den røde vandhane på middelhøjt tryk, hvis den akutte, kraftige blødning efter en fødsel opstår og det er uden tvivl én af de mest alvorlige komplikationer – for moderen – i forbindelse med fødslen. Heldigvis er vi her i denne del af verden ret gode til at behandle den voldsomme blødning efter en fødsel (ligesom vi i øvrigt også er det med alle andre komplikationer), men ikke desto mindre, er blødning altså stadig den tredje hyppigste årsag til at en kvinde mister livet under fødslen og det skal derfor – selvfølgelig – tages meget, meget alvorligt.
Som oftest ved man det godt, som jordemoder, inden blødningen opstår; eller i hvert fald kan man have fået grund til øget mistanke i løbet af fødslen. Det være sig for eksempel hvis kvinden har haft en lang presserperiode eller hvis veerne i fødslens sidste fase, har ændret karakter, typisk til at blive korte og uregelmæssige, som et tegn på en udtrættet livmoder.
Det der sker efter fødslen er, at moderkagen, som har haft til funktion at transportere næring fra mor til baby og affaldsstoffer fra baby til mor, gerne skulle løsne sig fra livmodervæggen. Under forløsningen af moderkagen, efterlader den sig et stort sår, som, hvis ikke livmoderen trækker sig kraftigt sammen, kan bløde ganske voldsomt. Som oftest vil livmoderen, når baby og moderkage er født, helt naturligt trække sig sammen og afklemme blodkarrene fra såret, men af og til oplever man altså, at livmoderen “er træt” og ikke “bare” trækker sig sammen, hvilket efterlader blodkarrene i såret fra moderkagen på vid gab – og så er det den voldsomme blødning kan opstå.
Man har igennem tiden selvfølgelig gjort alverdens tiltag for at mindske risikoen og faren ved denne type af blødning efter fødslen og ét af de tiltag, som er blevet besluttet indført er, at jordemoderen bør varetage fødslen af moderkagen “aktivt”. Det betyder altså, at hun, umiddelbart efter fødslen af barnet, skal tilbyde kvinden en dosis livmodersammentrækkende medicin, fysisk trykke på livmoderen for at hjælpe sammentrækningerne og samtidig holde et fast træk i navlesnoren, for at hjælpe moderkagen på vej. En praksis der nedsætter risikoen for blødning efter fødslen temmeligt markant – især hos kvinder i “højrisiko” – og som altså er ganske fornuftig.
Problemet, eller i hvert fald udfordringen, med dén praksis er bare, at det, især i forhold til punktet omkring det livmodersammentrækkende medicin, jo er en aktiv behandling, som dermed kræver, at jordemoderen indhenter et informeret samtykke fra kvinden. Kvinden skal altså informeres om både fordele og ulemper og hun skal have muligheden for at træffe et informeret valg, samtidig med at jordemoderen i øvrigt helst skal varetage både fødsel og livmodersammentrækkende medicin i ét og samme åndedrag, hvor den fødende i øvrigt (forhåbentligt) ikke har sit primære fokus på jordemoderen, men på sin ganske, ganske nyfødte baby.
Ifølge FNs menneskerettighedskonventioner har vi alle retten over vores egen krop og dét gælder selvfølgelig også når vi er gravide eller fødende, uanset hvor mange velmenende fagpersoner (og irriterende familiemedlemmer) der ellers måtte indicere andet. Den gravide eller fødende bestemmer selv. Punktum.
Jeg bestemte selv efter begge mine fødsler, at jeg ikke ønskede at have medicin til at hjælpe min livmoder til at trække sig sammen, fordi der ikke var noget, udover det faktum at jeg havde født, som kunne indikere, at jeg ville få en kraftig blødning efter fødslen. Ligesom jeg – som en indskudt bemærkning i øvrigt – i begge mine graviditeter i øvrigt også fravalgte nakkefoldsscanningen, fordi jeg fandt den unødvendig for mig. Det var selvfølgelig mit eget valg.
Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg mener, at alle bare skal træffe alskens valg med hovedet under armen, men jeg synes ærligt talt godt at vi, som befolkningsgruppe i et videnssamfund, kan tillade os, at “tænke selv” på de områder, som betyder noget for os. For selvfølgelig er både sundhedsstyrelsens og alle mulige andres anbefalinger til dette og hint, lavet til vores alles bedste – men på et overordnet og generelt plan, som muligvis ikke passer til alle over én kam. Personligt troede jeg under mine fødsler for eksempel mere på “det gode jordemoderarbejde” end på at fylde min krop med medicin, som formentlig ville være ganske unødvendig. Selvfølgelig var det ikke sådan, at jeg slet ikke ønskede den livmodersammentrækkende medicin – og jeg endte faktisk også med at få det en halv times tid efter min første fødsel – men jeg ville udelukkende have det på indikation. En valg jeg følte jeg kunne tillade mig at træffe, fordi jeg, qua det faktum at jeg fødte hjemme, var sikret min jordemoders fulde opmærksomhed i timerne efter min fødsel. Igen: det er en opvejning for den enkelte, ligesom med alt andet der vedrører vores krop. Det er bare pissevigtigt, at vi er opmærksomme på, at det altså er os selv, der bestemmer.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg, i min tid som jordemoderstuderende for snart 10 år siden, har stået på en stue med en jordemoder som efter fødslen “informerede” kvinden ved at sige: “… Og så får du lige et lille prik i låret og så trækker din livmoder sig sammen..”. En information, der altså ikke er særligt meget “retten til egen krop” eller “frit valg” over.
Og dét er et problem. Det er et problem, når vores medikaliserede praksis i sundhedssystemet bliver så inkarneret, at den normaliseres i en sådan grad, at der ikke længere stilles spørgsmål, ligesom det er et kæmpe problem, når gravide ligefrem bliver så bange for at afslå en behandling, at de skriver til mig og spørger om råd til hvordan de kan gøre det uden at fornærme sundhedspersonalet.
Derfor må du love mig (og dig selv, ikke mindst), at du siger det højt, hvis der er noget du ikke ønsker. I den ideelle verden ville alle gravide altid blive informerede, inden de blev bedt om at træffe et valg, men i virkeligheden vil du måske opleve, at nogle tilbud og behandlinger bliver anset som selvfølgelige – som for eksempel nakkefoldsscanningen, for lige at vende tilbage til min indskudte sætning -, men det ændrer altså ikke på det faktum, at det er dig, der egenrådigt bestemmer hvad der skal ske med jeres kroppe.
Lyt til lægen, jordemoderen og sygeplejersken, men allermest til dig selv. Det er nemlig ikke nødvendigvis “bare et lille prik”.