Da jeg i går mødtes med nogle “bloglegaer”, som kvinden bag karmamilli.dk har fundet på at kalde bloggeres indbyrdes forhold, blev jeg spurgt om ikke jeg følte et vist ansvar for at blogge om alle aspekter af min hverdag, nu hvor jeg blogger så ofte og så personligt som jeg gør. Den udløsende faktor for spørgsmålet havde været, at nogen havde betvivlet hvorvidt det nu også kunne være rigtigt at jeg altid havde det så godt, som jeg fremlægger det her på bloggen.
Bummelum.
Først og fremmest så nej, jeg føler faktisk ikke noget synderligt ansvar overfor andre end mig selv og min lille familie når det kommer til at drive min blog. Bevares, jeg vil helst ikke træde for mange over tæerne, men selvom jeg elsker at I læser med, så blogger jeg nu engang allermest for min egen skyld. Fordi jeg elsker det og fordi jeg ikke kan lade være. At jeg så har været så svineheldig at min hobby ovenikøbet er gået hen og er blevet mit levebrød kan jeg kun klappe i hænderne af begejstring over – og selvfølgelig takke alle jer for, fordi I læser med.
Dernæst så ja, det kan faktisk godt være rigtigt at jeg altid har det så godt som jeg fremlægger det. Jeg har, siden jeg oprettede bloggen, vistnok været glad hver evig eneste dag – godtnok ikke hele dagen hver dag, men hver dag. Netop her finder jeg den store forskel og det er altså ganske bevidst, at jeg forsøger at opretholde den positive tanke i den virtuelle del af mit liv, som jeg deler med jer.
Det sker meget sjældent at jeg blogger om en hel dags hændelsesforløb og oftest tager mine blogindlæg afsæt i begivenheder eller oplevelser, som nogle gang ikke har varet mere end ganske få minutter den pågældende dag. Derfor tillader jeg mig selvfølgelig også at udvælge mine øjeblikke med en vis omhu. Jeg udvælger dét jeg gerne selv vil huske og dét jeg forventer at jeg gerne selv vil læse – og jeg vil lade mine børn læse – om 10, 20 og 30 år.
Når vi har været en tur i parken vil jeg selvfølgelig langt hellere berette om hvordan vi grinede så meget, at vores maver krampede sammen og vi endte med at rulle rundt på græsset i en lykkerus, end om det lille øjeblik, hvor mine drenge blev kede af det / vrede / frustrerede over ét eller andet ligegyldigt, som et blad de ikke kunne nå eller en sten der ikke måtte kastes. Jeg vil nemlig gerne huske det gode. Både i dag, men også i fremtiden. Jeg tror i høj grad på at ord skaber og når jeg vælger primært at vægte mine ord på det positive, så bliver mit mind-set også mere positivt – noget jeg selvfølgelig også håber kan smitte en lille smule af på jer.
Så nej, jeg føler ikke noget ansvar for at berette om de øjeblikke hvor frustrationerne raser og alting er svært, når jeg nu rent faktisk har muligheden for selv at bestemme. Mine dage slutter oftest med et smil og dét er jeg altså mere end bare almindeligt glad for.