Bygningerne suser forbi. Mennesker på fortorvene. En baby græder. En hund gør. En mor ligner én, der sveder. Regnen rammer min pande. Jeg prøver på at forestille mig, at det er små kolde kys. Mest føles det som stikkende hagl. Det er koldt. Mine fingre fryser. Især tommeltotten, selvom den griber om bagsiden af styret. Det må være det mindst blæsende sted. Bagsiden. Den gule og røde bus kører op på siden af mig. Jeg tramper hårdere. Bygningerne suser forbi. Mennesker ved busstoppestedet. Hamrer i pedalerne. Når akkurat forbi, inden dørene åbner og cykelstien myldrer af mennesker. Barnevogne. Regnslag. Ilse Jacobsens gummistøvler og Rains regnjakker. Michael Jackson synger i mine ører. Noget om at gøre en forskel i verden og at starte ved sig selv. Der er en hjemløs. Må snart købe Hus Forbi. Gør det for sjældent. Østerbro. Nørrebro. Vesterbro. Fingrene fryser ikke mere. Sveden pibler frem mellem regndråberne. Stiller cyklen. Åbner jakken. Femte sal. Nu kommer lægen. Stik. Vaccination. For at jeg kan gøre som Michael Jackson. Gøre en forskel. En vistnok pissevigtigt forskel.