På den allerdejligst tænkelige måde, er jeg endnu engang ramt af tømmerdrenge. Hvis man altså overhovedet kan kategorisere tømmermænd som dejlige.
Det hemmelige sted blev afsløret; vi fik adressen og kom frem til en tilsandet himmel på jord. Ikke på Bounty-ø-og-hvide-sandstrande-måden, men på en måde jeg ikke anede fandtes. Turen herud var smukkere end smuk og havde det ikke været fordi min stjerne af en mand var okkuperet med halvvranten baby på bagsædet og jeg selv agerede familiechauffør, så havde jeg taget en million billeder af det fuldstændigt overrumplende landskab og himlen, som var én stor pastelfarvelade som stak op i mellem bjerge og dale. Det var SÅ smukt og trak mig fluks tilbage til Thomas’ og min bryllupsrejse tilbage i 2010, hvor vi kørte tværs hen over USA.
Stedet vi er kommet til, er en slags hippie-trailer-park, som vi har fuldstændigt for os selv, sammen med en flok venner. Komplet uforstyrret et sted midt i ørkenen, med boblebad på toppen af fællesbadets tag, retrolækre campingvogne, bålsted, verdens mindste swimmingpool, spillerum, kulørte lamper, bibliotek, mega, mega god stemning og usandsynligt høje temperaturer. Havde det ikke været fordi her kun er plads til 20 mennesker-ish, så havde vi skudt vores bryllupsfest til oktober af lige her!
Den gode stemning betød øller og fællessang i aftes, som altså på ingen måder indbød til hverken ordentlige sendetider eller alkoholisk mådehold. Men jeg siger Jer – det var tømmermændene og trætheden i dag værd! Og jeg håber at i aften bliver på fuldstændigt samme måde. – Først har vi dog hele dagen foran os, fordi vi jo er ni timer bagud i forhold til Danmark, så jeg forudser at bikinien skal luftes, benene tilbydes et par solstråler og stedet foreviges i en trillion billeder, så snart mine øjne igen kan fokusere bare nogenlunde.