Jeg forstår simpelthen ikke konceptet: Så tager vi lige en kollektiv straf landet over, hvor vi sletter en times nattesøvn og så for øvrigt gør som om, det er pissedejligt, for ”så får vi så dejlige lyse nætter”. Are you kidding me?! Alle os med små børn, priser os lykkelige for alle de mange dage om året, hvor solen går ned inden klokken 19.30, så vi ikke behøver at bekymre os om mørklægningsgardiner og børn der ikke fatter en bjælde af, lige pludselig, at blive lagt ind i et knaldmørkt rum, når alting udenfor stadig emmer af forår, liv og fuglekvidder, som det jo er tilfældet her i Sønderjylland. Bevares, jeg er vild med de lyse nætter, når den står på hvidvin, tapas og hemmelige cigaretter på balkonen – men ærligt, så ville et par kulørte lamper, en terrassevarmer og måske et myggelys, kunne gøre det for mig. Næh tak til sommertid, du.
Men nu er den her, sommertiden. Og what the hell, vi bliver garanteret fine venner alligevel, når jeg engang får nosset mig sammen til at erhverve mig nogle af de dersens mørklægningsbanditter. – Hvis altså ikke børnene bare fortsætter deres gode stime som her til aften, hvor jeg altså blogger i sollysets skær, imens begge mine drenge knalder brikker.
På én eller anden måde, mistænker jeg dog, at det ikke varer ved. Thomas er nemlig hjemme i aften – og det giver altså lige tyve minutters ekstra kredit på putningskontoen, når der er en voksen per barn. I morgen rejser han til Zambia og kommer først hjem ni dage senere. Forestil Jer det: ni dage som græsenke. Henover påsken, hvor daginstitution selvfølgelig ikke er en mulighed. Påsken, hvor vi til gengæld skal holde åbent hus i vores prægtige villa, som – som de fleste af jer ved – er til salg; og altså stadig ikke solgt. Der har været et par enkelte interesserede, men som desværre er sprunget fra, så vi forsøger os med åbent hus i Påsken og håber på at der kommer et væld af mennesker, som alle vil overveje at erhverve sig et pissesejt hus her i Sønderjylland. Der skal komme nogen, som er interesserede i huset. Sagen er jo nemlig den, at jeg har lokket hele familien til at tro på, at jeg nok skal komme ind på det dersens psykologistudie, så hvis alt skal flaske sig, uden alt for meget slinger og en vals som bliver til en argentinsk tango, så skal vi gerne flytte mod København sådan omkring første juli. Altså, om tre måneder. Så kære husinterresserede i Sønderjylland: Få fingeren ud og kom og se vores hus – det er så megasejt og jeg er sikker på, at det vil være ligeså perfekt for nogle andre, som det har været for os.
Som en lille afskedsbonus, inden gemalen drager mod de sydligere himmelstrøg, fik jeg lokket min mand med på endnu en omgang running sushi, hvor jeg for øvrigt denne gang – trods alt – var voksen nok til ikke bare at kaste mig over båndets første femogtyve tallerkner, men i stedet lod mig inspirere undervejs og samtidig have en knalddejlig aften i selskab med mine tre yndlingsmennesker. Mit liv er sgu ret godt. Altså særligt, hvis der lige kommer en køber til huset, forstås.
Indtil da – eller i hvert fald indtil i morgen – vil jeg kaste mig i favnen på min mand og snuse lidt ekstra kærlighed ud af ham, inden afrejse. Ha’ en dejlig, dejlig søndag derude – jeg håber sommertiden har været blid.
Nå ja, og ps. Hvis nogen skulle have lyst til at vide og se mere om vores hus, så kan I finde det lige HER.
Og pps. Det er som om jeg ikke helt kan finde ud af at få rundet det her småflyvske indlæg af, men nu er det altså slut. Fortsat god weekend – eller i hvert fald søndag. Mojn.