Et koncept jeg nok aldrig helt kommer til at kunne administrere: Running Sushi.
Jeg mener, i vildskab får jeg altid raget de første femogtyve tallerkener til mig i løbet af ganske få minutter, med det resultat at jeg ikke rigtigt når at nyde maden. Eller at hygge mig med andet end at give den gas, som en anden bagekone under megastrejken i 1998 og hamstre alt til mig. Husker I forøvrigt lige præcis den kæmpe store strejke – gærkonflikten – hvor alle butikker blev ryddet for gær og vidstnok også mel? Det var virkelig crazy. Så blev lille Danmark pludseligt et action packed land med tomme butikshylder og dræbersnegle og den slags. Sidespring, sorry.
Anledningen til at spise sig ned i Running Sushi var naturligvis min mands fødselsdag.
Som mange af jer ved, har det voldt mig en del besvær, at finde ham en gave. Mange kom med gode bud og jeg strikkede lidt sammen ud fra dem. Èn skrev, at jeg burde købe ham noget kunst. En idé jeg umiddelbart dømte ude, da den slags typisk skaber væsentligt mere begejstring hos mig end det gør hos ham. Men det var da kun lige indtil jeg kom i tanker om, at jeg kender til en kunstner (som du kan finde HER, hvis du vil se flere af hendes fine streger) som tegner de skønneste familieportrætter. Sådan nogle helt vildt fine nogen. Som min mand selvfølgelig skulle have. Det er blevet megagodt og jeg tror han blev meget, meget glad. Særligt fordi den fine illustration blev toppet med et weekendophold på en, indtil videre, hemmelig destination. Oh yeah baby! The Buttenschøns skal på selv-og-hinanden-forkælelses-weekend.
Jeg er helt ekset over det og jeg glæder mig, glæder mig, glæder mig. Slukkede telefoner og masser af tid til velvære og fordybelse. Ahhh, jeg kan så meget se det ske. Ligesom jeg også kan se det ske, at jeg om lidt lister ned til køleskabet og snupper mig et fjerde stykke kage i dag.
Jeg praler, jeg ved det, men er de ikke flotte? Altså, kagerne.