Selvom skyerne dækker hele himlen og udviser faretruende tegn på regn, føles det dog en forrygende formiddag! På vejen ind til kontoret kom jeg i tanker om, at vi ikke havde mere kaffe og jeg tog derfor en lille omvej, som udover at betyde at jeg nu kan sidde med en kop kaffe, også betød, at jeg lige akkurat nåede at høre Michael Learns to Rock i mine hørebøffer, inden jeg trådte ind i Andedammen. Kæææft mand, selvom jeg faktisk kender et par af de gutter der spiller sammen med MLTR, så havde jeg altså fuldstændigt glemt, hvad det musik kan! Jeg blev fluks trukket tilbage til mit børneværelse, hvor jeg som lillebitte pige skrålede “I’m not an actor, I’m not a star, and I don’t even have my own car, but I ‘m hoping so much you ‘ll stay… That you will love me anyway” løs ind i min hårbørste og jeg kunne ikke andet end at lade mine mundvige vende op og smile til dem jeg mødte hernede ved Frederiks Holms Kanal. Manner!
Derfor var det også med god energi og et smil på læben at jeg, som lovet på snapchat, for en times tid siden lavede en live-stream på facebook, hvor jeg endnu engang svarede på masser af jordemoderfaglige spørgsmål. Fordi jeg sidder alene på kontoret og fordi der pludselig rullede virkeligt mange spørgsmål ind, blev videoen lidt rigeligt lang og jeg vil gøre mit bedste for at få den afkortet lidt en anden gang.
For nu vil jeg overveje om ikke jeg skal læne mig tilbage og nyde stilheden og det faktum at jeg er alene, så jeg for en stund bare lige ikke behøver at koncentrere mig om andet end min vejrtrækning. Fuldstændigt ligesom jeg tror at Viggo Mortensen i sin rolle i Captain Fantastic, ville have foreslået mig at gøre.
Jeg tilbragte nemlig aftenen i går sammen med en veninde, til gallapremieren på førnævnte film, som handler om en idealistisk familie, hvor forældrene har taget deres børn ud af det gængse samfund, for at lære dem om hvad de mener er livets rigtige værdier, uden shoppingcentre, ipads og andre stimuli end naturen, hinanden og bøger, som de flittigt læser i. I filmen møder man aldrig rigtigt moderen, som har begået selvmord, men i forbindelse med hendes begravelse, møder man i stedet hendes familie og et sammenstød af dimensioner i forhold til opfattelsen af både børneopdragelse og verdensbillede.
C’est moi, på den, i filmens ånd, grønne løber iført buksedragt, frynsestøvler – og selvfølgelig rød læbestift!
For mig at se, var det måske ikke en film jeg ville se igen, da jeg synes den både var en lille smule langhåret og i perioder også lidt langtrukken, men jeg kan alligevel mærke i dag, at den har givet mig et lidt andet perspektiv og en refleksion over min egen væren og gøren – noget jeg altid synes er kærkomment, så den er bestemt et kig værd. Ligesom det meste med Viggo Mortensen i øvrigt er det.
Desværre kom jeg ikke i spor anden nærhed af Viggo end til et selfie, med mig og hans ryg, som han på ingen måder aner jeg har taget og som måske mest af alt bare er en smule dumt. Til gengæld var min veninde og jeg så heldige at have fået pladser i salen lige ved siden af Bubber og hans datter, som vi efterfølgende faldt i snak med – og som jeg, i Viggos stjernestøvede fravær, snuppede en glad selfie med i stedet.
Han kan fan’mer noget, ham Bubber! Den måde han tog fat i mine kinder og kiggede mig dybt ind i øjnene, imens han krævede af mig at love, at jeg ville hilse Thomas, som Bubber synes er fantastisk, fra ham når jeg kom hjem, kunne altså noget, som ikke mange kan. Tænk sig at turde være så intens, sårbar og direkte overfor en helt fremmed. I freakin’ love it!
Og NU slukker jeg lige skærmen i 10 minutter, lægger mig på gulvet og prøver at finde mit zen. Og ja ja, det havde selvfølgelig været optimalt, hvis vi havde haft en sofa jeg kunne smide mig på, her i Andedammen, men den slags detaljer har vi stadig ikke helt fået styr på, så jeg nøjes med gulvet for i dag.
Ha’ en dejlig dag!