De matte sokker jeg hang i her til morgen, skulle heldigvis vise sig at være så trætte, at de sad fast på stuegulvet, imens jeg selv, iført frakke og vinterstøvler, begav mig mod julegaveshopping og frokost med en veninde.
Jeg ved ikke om det bare er mig, men når jeg har været syg, hjælper det mig altid at komme af med de sidste rester af sygdom, når jeg kommer lidt ud og får tankerne ledt hen på noget andet end det selvmedlidenhed jeg med lethed får lullet mig ned i.
Fuldstændigt ligesom jeg shopper i IKEA som en mand, lægger jeg mig også syg som en mand, med fuld hammer for både selv-ynk og brækspande.
Med nyvunden energi efter en hyggelig venindeformiddag, fik jeg alligevel mest af alt vinduesshoppet inden jeg tog tilbage mod Østerbro; man skal trods alt ikke presse citronen hårdere end at den stadig har frie hænder til at bære en frappuccino på vejen hjem, vel? Mindre shopping i dag, betyder desuden mere shopping i morgen (og i overmorgen) som jeg ingenlunde kimser af.
Hjemme i lejligheden, efter jeg havde hentet drengene i ladcyklen, planlagde jeg inde i hovedet, hvad jeg troede skulle være næste indlæg i den føljeton jeg har besluttet at lave om et parforhold. Indlægget skulle indledes med noget ala: “Jeg sidder alene i vores stue, som jeg har gjort det så mange gange før. Thomas er ikke hjemme. Sådan er det tit og mange spørger om ikke vi savner hinanden, når han er så meget væk.” Inden jeg så meget som nåede at tænke over svaret, stod selveste hr. Buttenschøn – fuldstændigt uventet – lige foran mig og lagde an til et varmt, vinterkoldt kys, imens han stak mig avisen og sagde: “Vi blev tidligt færdige. Prøv at slå op på side 24″.
På side 24 i dagens udgave af BTs kultursektion fandt jeg mit eget navn skrevet mere end 10 gange og en smuk beskrivelse af Cana’s Album og Thomas’ og min kærlighed. Hvinende fór jeg igennem lejligheden, som en anden teenager før en Justin Bieber-koncert og frydede mig endnu engang over, hvor fuldstændigt vildt det er, at min mand har givet mig et album i bryllupsgave. Et album. Mit. Med eneret. Det er så skørt, at jeg faktisk ikke helt ved om det er gået op for mig endnu. Det kommer i brudstykker og i dag fik jeg en ordentlig bid af den kæmpestore flødekage jeg har på fornemmeren, ligger lige foran mig.
Næste indlæg i min nystartede føljeton om et parforhold lader vente på sig, men jeg tør – uden at blinke – godt satse alle mine penge på, at der kommer et par nævneværdige situationer hist og pist, som I får at læse om – som de allerførste! 😀