Det skete én gang i sidste uge og jeg kan faktisk nærmest ikke huske hvornår det ellers er sket. I hvert fald ikke i år, tror jeg.
Han sover ikke igennem, min lille Peter. Eller altså, jeg er sikker på at han per definition fra velmenende sundhedsplejersker rundt omkring faktisk gør, fordi han oftest ikke er rigtigt vågen om natten, men ud fra mit verdensbillede og min absolut afbrudte nattesøvn, så sover han ikke igennem. Overhovedet.
Nogle gange er det kun en enkelt gang eller to han skal have sutten, imens det andre gange er mere.
Det er underligt det der med søvn. Det er ubetinget dét der har været det allerhårdeste for mig, ved at blive mor, ligesom jeg véd, at det også har været det for Thomas i forhold til at blive far og alligevel formår vi ikke at gøre noget rigtigt ved det. For jo, selvfølgelig kan vi godt gøre noget. Vi kunne være vedholdende på at Peter skal sove i sin egen seng. Vi kunne lære ham at falde i søvn selv og lade ham græde lidt mere, end vi gør det i dag, hvor vi står på plettet hurtigere end en flok teenagere omkring en Pikatchu, når han siger det mindste kny.
Vi kan bare ikke.
Jeg kan ikke bære det i mit hjerte og derfor kæmper vi stadig. Med søvnunderskud og en lille dreng, der får al den tryghed han overhovedet beder om.
Jeg håber det er det rigtige og når jeg læser dette, er jeg egentlig ikke i tvivl, selvom det er skide hårdt.
Hvis nogen af jer sidder med erfaringer, gode råd eller bare et skulderklap, så send det endelig i min retning, for jeg er ærligt talt ved at være træt af at være træt. Også selvom man skulle mene at jeg efterhånden er vant til det.
