Nu hvor vores flytning nærmer sig, er der dage hvor jeg nærmest går i selvsving af bare præ-nostalgi-savn til Sønderjylland. Derfor har jeg i dag skrevet lidt om hvad jeg synes er noget af det allerbedste ved at bo i Sønderjylland.
Brød og kager – og vidstnok også kaffe – er billigere i de sønderjyske Lagkagehuse i forhold til de københavnske. Muligvis en statshemmelighed, men jeg har luret den. Og jeg skal ikke være for fin til at sige den slags videre. Og jo jo, det er måske dyrere at drive en lagkagebiks i hovedstaden, men come on, der er også flere mennesker til at købe. Mennesker som forøvrigt har en pissehøj husleje.
Det bringer mig til næste punkt, som handler om at det er enormt billigt at bo i Sønderjylland. Seriøst billigt. For eksempel kan man jo købe familien Buttenschøns pragtvilla for (lige) under to millioner 😉
Der er under to timers kørsel til fantastiske Hamborg, hvor Karolinenviertel er mit absolutte favoritområde.
Og kun tyve minutter til grænsehandlen, som jeg i den grad kommer til at savne. Grænseshopping er noget af det hyggeligste, synes jeg. Jeg husker hvordan min far altid købte sådan nogle lange lakridser til min bror og mig, som vi måtte spise på vejen hjem i bilen, da jeg var barn. Slik er forøvrigt bare virkelig meget billigere i Tyskland. Sådan virkelig meget. Vidst også alkohol, men det er så længe siden jeg har købt den slags, at jeg faktisk ikke kan huske det.
Nå ja, og så er der kun sølle femogtredive minutter til København med verdens mest classy flyver, hvor man får serveret både kaffe og chokolade undervejs. Tjekket, synes jeg.
Det forventes at alle hilser på – og anerkender – hinanden på gaden. Det er jeg ret vild med. Bevares, det ville være en noget tidskrævende disciplin på Købmagergade i København, men jeg tror alligevel, sådan lidt generelt set, at sønderjyder er bedre til at anerkende hinanden – fremmede – på gaden. Noget jeg håber at kunne tage med mig når vi flytter, nu hvor jeg hverken kan slæbe Poetzsch eller Fleggaard med over Storebælt.
Naturen, roen og de skyfri afteners altopslugende stjernehimmel er helt igennem vidunderligt og skønnere i Sønderjylland end noget andet sted i Danmark, bilder jeg mig ind. Noget som selvfølgelig ikke er til at kimse af – ligesom den billigere træstamme fra Lagkagehuset, efter min mening, altså heller ikke er det.