Det føles pludselig så mærkeligt at sidde hjemme i min stue. Jeg er alene hjemme og vinkede i går farvel til Thomas og drengene, der trillede afsted i bilen mod Sverige – en dag før planlagt – og jeg savner dem.
Lige som de kørte, sank mine skuldre og jeg glædede mig til at at have tid til noget af alt det som mine børn synes er kedeligt. At rydde op i spisekammeret for eksempel. For slet ikke at tale om mit tøjskab, som i dén grad trænger til en overhaling, for hvor ordentlig jeg så end har formået at bilde nogen ind jeg er, så er jeg kastetypen, når det kommer til mig tøj. Ikke fordi jeg vil, men uanset hvor hårdt jeg prøver på at folde mit tøj pænt sammen og lægge det i de rigtige bunker, så ender mit tøjskab altid, omtrent hver tredje måned, med at ligne noget fra et velbesøgt lagersalg, med bunker af krøllet tøj lemfældigt gennemrodet igen og igen.
Både tøjskab og spisekammer venter stadig, for jeg kom – selvfølgelig, fristes jeg til at sige – til at bruge dagen i går på noget nær ingenting. I hvert fald ingenting praktisk.
Jeg startede dagen med at stikke i mine sandaler for at gå en tur ned til Palads for at hente billetterne til gallapremieren på Bad Moms, som jeg skal til på onsdag og som er årsagen til, at jeg ikke er taget med drengene til Sverige. Med billetten i hus, tænkte jeg, at jeg ligeså godt, nu hvor jeg alligevel ikke skulle mere dén dag, kunne slå et smut ind forbi Magasin og prøve et par kjoler. Åh, altså, jeg forelskede mig hovedkulds i denne fra Malene Birger, men selvom jeg gerne ville, så har jeg ingenlunde den slags penge at kaste efter en kjole, som jeg højst sandsynligt ikke kommer til at bruge mere end højest en håndfuld gange, uanset hvor smuk den så er. Suk, mand.
På vejen hjem kunne jeg pludselig godt mærke den. Den brændende fornemmelse under ét bestemt punkt på foden, hver gang jeg trådte ned. En vabel. En skide vabel, som altså ikke matchede min skridttæller og min ambition om at være en god gå-i-forvejen-ambassadør for Ecco Walkathon, særligt godt. Derfor tog sønderjyden i mig over og jeg smed sandalerne og gik barfodet igennem hele København, med de sorteste fodsåler jeg længe har set, direkte hjem til en fodbad i ét af drengenes bittesmå klap-sammen-badekar.
… Og derfra blev jeg doven. Jeg tændte for hele sæsonen af “date mig” på DR3 og rejste mig kun for at gå i kiosken efter lidt snolder og noget mere mælk til kaffen. Det i øvrigt både sjove, søde, irriterende, og hårrejsende program fik mig til at tænke på, hvor dejligt det er, at jeg aldrig mere skal ud i den slags besværligheder. Thomas og drengene er bare i Sverige og på torsdag kommer hjem igen og selvom jeg savner dem, som var de min højre arm, imens de er væk, så er de mine og de kommer hjem og i mellemtiden skal jeg måske også bare se at få fingeren ud og få kigget på det der spisekammer. Og tøjskabet, måske.
