Gu’ er vi da nogle gange nederen både overfor, mod og med hinanden. Gu’ er vi da det.
På trods af at både Thomas, jeg og pressen, især i forbindelse med udgivelsen af Cana’s Album, har skrevet en masse om hvordan vi er kommet igennem vores parforhold forhåbentlig største krise, så er det jo ingenlunde ensbetydende med, at alt altid er lutter lagkage. Gu’ er det ej, men oftest kører det sgu meget godt her i familien Buttenschøn. Allerbedst kører det, når vi husker at snakke sammen.
I morges, hvor vi ikke nåede stort andet end et “godmorgen” og “vi ses” udspillede følgende scenarie sig:
Thomas sover længe imens jeg står tidligt (altså klokken syv, som er tidligt for mig) op og drikker min morgenkaffe imens jeg skriver et blogindlæg. Om at stå tidligt op og om Afrika.
Drengene vågner. Jeg laver havregrød, børster tænder, skifter ble, sørger for rent tøj og gør drengene klar til at komme afsted.
Thomas står op. Og er træt.
Jeg tager afsted.
Thomas skriver – ganske uvidende om, hvordan morgenen forinden han stod op, er forløbet – en statusopdatering på sin facebookside.
Den lyder:
… Og så er der de der totalt overskuds-agtige-super-slanke og pæne mennesker, der kun drikker grøn økologisk te, og siger sådan nogle ting som: “Jeg elsker bare at stå tidligt op. Så kan jeg rigtigt få noget ud af dagen.”
Tillykke. Fedt for dig. Nar.
#mandagskliché.
Først da jeg læste statusopdateringen steg mit blodtryk til max og jeg gennemspillede lynhurtigt de seneste timers begivenheder, for at lure, om det virkelig kunne være rigtigt, at Thomas syntes jeg var en nar. Og ligefrem så stor en nar, at han havde brug for at skrive det på internettet.
Fuck.
Lige indtil jeg læste hans statusopdatering én gang til.
Den handlede selvfølgelig ikke en skid om mig. Jeg drikker kaffe. Altid, altid, altid kaffe.
I virkeligheden tror jeg ikke den handlede om nogen og jeg tror mest af alt bare den handlede om, at nogle mandage fanderneme kan være lange at komme igennem, når man ikke selv er på toppen og der så står fjorten helsefanatikere med skyr i den ene hånd og kettle-bells i den anden og råber op om, hvor skide friske de er. Altid.
Thomas var ikke sur på mig og han var ikke sur på andre. Ligesom jeg ikke er det, men ærligt talt, så synes jeg sgu det er sejt at turde stå ved, at overskuddet ikke altid er der til at rumme alle dem, som angiveligt er “bedre” end én selv.
Han er god nok, ham min mand. Og gudskelov er han min.