Billedet er lånt – okay stjålet – fra min mands instagram @buttenschon
I morgen fylder min baby et år og jeg kan endnu engang ikke forstå hvor tiden er blevet af. Han er blevet en sej lille gut, med masser af humor, kærlighed og hård hud på knæerne. Som de fleste andre et-årige, vil jeg tro.
Fødselsdagen bliver en temmeligt mådeholden affære, med en gave, et par balloner og en fødselsdagssang. Og kage til alle andre end fødselaren. For altså, selvom han – da han bare var 8 måneder – allerede, ganske utilsigtet, har smagt slik, så er han altså stadig en lille helsebaby, som endnu ikke er blevet introduceret for kage. Og som altså ikke siden sin uheldige debut, har fået fingre i familiens fredagsslik.
Egentlig havde jeg troet det var sværere at undgå, med barn nummer to, men indtil videre har det været ganske lige ud ad landevejen. Som tilfældet heldigvis er det med det meste, for min baby. Som altså snart ikke længere er baby. Som jeg altså på ingen måder forstår.
Og altså en fødselsdagsgave, som jeg endnu ikke har købt.
Til gengæld er dagens forestående gaveshopping blevet alle tiders undskyldning for et lillebitte strejf af alenetid, som jeg, siden vi satte os ind i den temmeligt tætpakkede lille gule opel corsa på vej mod lufthavnen, ikke har set skyggen af. Ikke engang en tur i supermarkedet efter en liter mælk, kan jeg prale af at have gjort alene. Ja, ikke fordi det rent faktisk er muligt at købe kun én liter mælk her, men I ved hvad jeg mener. Jeg er ved at blive en lille smule bims over ikke at have været alene udenfor en dør, i over en uge. Måske – og forhåbentlig – kan jeg også nå at snige mig til en lynhurtig kop alene-kaffe imens jeg er afsted, inden jeg skal hjem og holde skansen igen, imens Thomas skal holde møder med vigtige Hollywoodmennesker. Som jeg altså kun er en lille smule misundelig over, at jeg ikke skal være med til.