Efter mere end tre uger i Los Angeles har jeg endelig formået at finde en rigtig god park. Én af de første dage blev jeg svært begejstret for Echo Park, som har både sø, vandcykler, græs (som altså ikke er en selvfølge i alle parker herovre, hvor regngudene ikke just er lutter gavmilde) og legeplads.
Desværre viste det sig at legepladsen er udlideligt varm når solen er fremme og ja, vandcyklerne ikke særligt babyvenlige. Men i dag! Vi fandt Los Angeles’ svar på skydebanen på Vesterbro. Altså, bortset fra at der faktisk ikke var en legeplads. Men der var soppebassin, skyggepletter i græsset, puslepladser på toilettet og en Starbucks. Og selvfølgelig verdens største spejl, som billedet ovenfor er taget foran.
Dér slog jeg mig ned i græsset med mine to drenge ved min side og kunne tænke lidt over mit indlæg i går.
Jeg er klar over, at det blandt bloggere ikke ligefrem er kutyme sådan at skælde ud – og slet ikke når det involverer politik, fordi man med det, er i højrisiko for at miste læsere.
Men here’s the truth: mortilto.dk er en personlig blog. Her lufter jeg mine tanker om lige præcis dét der rører sig i mig. Og i går var det, som hos så mange andre, altså politik der fyldte. Andre gange – og oftest – er det i den lidt mere letfordøjelige genre.
Så snart stemmerne var talt op, fløj jeg til tasterne og krængede mit hjerte ud, uden at overveje hverken meget eller længe, hvad jeg skrev. Bloggen er endnu ikke et år gammel og jeg skal altså stadig vænne mig til, at min platform er så stor som den er og at så mange læser med. Nogle læser og forstår hvad jeg mener, andre ikke – selvfølgelig. Vi ser alt igennem vores eget perspektiv og heldigvis for det.
Det betyder at jeg har måttet tage imod mere end bare en håndfuld lussinger og at en del har været inde på min bloglovin‘ og trykke “unfollow”, fordi jeg blev for spids. Det har jeg fuld forståelse og respekt for. Jeg kan ikke gøre alle tilfredse og jeg forstår godt, hvorfor mange blev sure eller kede af det over mit indlæg i går. Indlægget var en del af min egen frustration og jeg skal ikke benægte, at det formentlig havde haft en anden, noget mildere, udformning, hvis jeg havde været hjemme i Danmark, hvor jeg kunne have diskuteret valgresultatet med mine nærmeste inden jeg fløj til tasterne. Sådan var det ikke. Jeg var alene hjemme med mine børn og havde brug for luft. Sådan én er jeg nemlig. Jeg har brug for at dele mine inderste tanker. Nogle gange bliver det med Jer her på bloggen, andre gange med min mand, mine veninder og min familie.
Derfor er jeg så uendeligt glad for, at I trods alt stadig er mange der stadig følger med i mit lille blogunivers. Det er Jer der driver værket for mig og jeg er dybt taknemmelig for at I kan rumme mig, på godt og på ondt. I har (endnu engang) reddet min lille blege bagdel for en nedtur. Tak for Jer.