Siden jeg for fem år siden, fandt mig selv sovende med bland-selv-slik-fråde om munden, på det blødeste sæde jeg nogensinde har siddet i, i Dagmar biografen midt i København, har jeg gjort mit bedste for at undgå at nærme mig en biograf. Fraset noget babybio, uden mulighed (fra min side) for at falde i søvn, har jeg indtil i dag klaret den.
I dag har jeg nemlig – ganske frivilligt – igen indfundet mig i de bløde røde sæder, i det fineste selskab jeg overhovedet kunne forestille mig, sammen med min ældste søn og min 10-årige niece, som er på besøg fra det sønderjyske.
På foranledning af min noget vedholdende niece, var besøget i biografen dog en noget voldsom affære – vi sad på allerforreste række, med det store, store lærred alt, alt for tæt på vores store, efterhånden tilnærmelsesvist firkantede øjne. Minions for kæmpestor fuld skærm, skal jeg lige love for!
Pissehyggeligt og ganske forfærdeligt, på én og samme tid. Min fireårige var ganske enig og skiftevis græd og grinede sig igennem filmen, som jeg forøvrigt synes var ganske god, men altså ikke nogen synderlig kulturoplevelse. Til gengæld var jeg på intet tidspunkt tæt på at falde i søvn og jeg glæder mig allerede nu, til jeg næste gang skal have min store dreng med i biografen, hvor han har lovet mig, at vi ikke behøver sidde på forreste række.
