Gratis fragt ved køb over 499 DKK

201421

Min lille prut er stadig syg med syg på. Det er fanderme uretfærdigt, at så lille et menneske skal blive så syg. Jeg mener, min lille purk har jo fået sin allerførste alvorlige man-flu og han er ikke engang blevet et år endnu. Derfor, er der også en lillesmule sløvhed over bloggen; jeg er simpelthen for blæst i bolden og frataget alle udefrakommende inputs – jeg lover det bliver bedre, så snart hele familien igen er på toppen.

Derfor, vil jeg her i min (babys) snotpause, gerne lige stikke en finger i jorden hos jer der læser med.

Det sker hyppigt, at min mailbox flyder over med jordemoder- graviditets- og fødselsrelaterede spørgsmål fra nogle af jer, som følger med. Det gør mig selvfølgelig glad, at I, til trods for at det er 2½ år siden jeg har praktiseret, tænker at jeg er en kompetent jordemoder, som I stoler nok på, til at stille mig, ofte meget intime, spørgsmål. Samtidig giver det mig også ind i mellem et lille nag af dårlig samvittighed, fordi jeg ofte kun får sendt Jer halve svar retur. Ikke fordi jeg ikke gerne vil svare, men fordi jeg simpelthen ikke kan finde tiden til det i min barselsboble, hvor jeg forsøger at holde min computertid hundrede procent dedikeret til bloggen – og lige nu min motiverede ansøgning, som skal sendes afsted liiiiige om lidt. Det er jeg selvfølgelig ked af. At jeg sender Jer halve svar, that is.

Derfor går jeg og grubler på, om jeg skal skrive flere jordemoder/graviditets/fødsels-relaterede indlæg? Gider I læse dem?

For eksempel indlæg som dette om at forberede sig på at føde eller dette om hvad man som gravid kan gøre for at få baby til at vende rigtigt inde i maven.

Fordi I er så mange som følger med, antager jeg, at det kun er en relativt lille del af Jer der er gravide, så jeg er ret meget i tvivl om I andre vil blive trætte af at læse om plukkeveer, fortravlede jordemødre og efterfødselsreaktioner? Det er selvklart emner som interesserer mig, men jeg er også klar over, at jeg er fagskadet og meganørdet, så giv mig Jeres holdninger, så tager vi den derfra, ok?