Hvide vægge beklædt med savsmuldstapet.
Fuldstændigt som i et af mine mange barndomsværelser, er væggene i vores nye lejlighed. Det føles ret godt.
Også selvom vi allerede er igang med at rive savsmulden af, føles det på en eller anden måde hjemligt. Trygt.
Vi landede i aftes i København og er drevet ud i søvnløshed, af jetlag for nogens vedkommende og store forventninger i maven for andres – nok mest mig.
Vi har tilbragt vores allerførste nat i lejligheden. Natten som – til trods for at den i søvnperspektivet og sengekvaliteten har været ualmindeligt ringe – har været helt fantastisk!
Her er intet, udover savsmuld på væggene, komplet stilhed og en halv rulle toiletpapir. Ingen glas. Ingen bestik. Ingen stole, sofaer eller senge. Men her er dejligt.
Jeg kan bare mærke det.
Særligt fordi jeg ved, at Thomas – på dette sædvanligvist komplet ukristelige tidspunkt at være vågen på – stavrer glad rundt om søerne med Peter i klapvognen og en lovning om at tage en stor, veltilberedt trippleshot koffeinbombe af en kaffe med tilbage til mig.
Det var bare lige det jeg ville.