To-en-halv times utilsigtet mig-tid, uden børn, uden mand, uden veninder og helt, helt uden telefon, faldt i dag ned fra den næsten skyfri himmel og gjorde min i forvejen ellers udmærkede dag, endnu bedre.
I aftes, klokken-fem-minutter-i-skrigende-børn fordi aftensmaden var lige på trapperne, skete det. Fra en strakt arm godt oppe over hovedet – imens jeg forsøgte at facetime min mand, springe badut med min baby på armen, snakke med min utålmodige 3-årige og lige åbne køkkenets aller højest placerede skab – strøg min spritnye iphone 6 på gulvet. Og gik i stykker. Helvede og patter!
Med min splitrede kærlighed i tasken, afleverede jeg min store dreng i børnehaven i formiddag og kørte ind mod reparationsbiksen, som lovede ”vi fikser den på en time”. Det indbød til én ting. Kaffe og shopping.
Det er så umådeligt sjældent at jeg bevæger mig ud, uden mindst ét af mine børn ved min side – fraset måske lige et par aftenture i det lokale supermarked, for at købe bland-selv-snolder, men det tæller ligesom ikke rigtigt i mit regnskab.
Derfor var iphone-reparationen – lige bortset fra detaljen om at det er rocker-dyrt, at få sådan en dingenot repareret – kærkommen. Bare mig-tid, uden overhovedet at have mulighed for at se på billeder af børnene eller at svare på e-mails fra sultne journalister, som ovenpå mit indlæg om kussehår i fællesbadet, har været mere end bare almindeligt flittige til at kontakte mig. Jeg er sågar blevet helt international og er kommet i de norske medier også. Bum. Det er virkelig, virkelig mærkeligt når sådan hele nationer, går i selvsving over noget jeg har oplevet og skrevet. Mærkeligt, men faktisk også ret sejt, synes jeg. Så tak, fordi I var så mange, som tog del i kampkoret og delte mit indlæg. I er sejere, end en engelsk bulldog med pighalsbånd og skotskternet charmeklud, er I.
Min time i Sønderborg blev pludselig til to, fordi jeg endte med at sludre en farlig masse, med et par knaldsøde butiksindehavere rundt omkring. Der er altså noget særligt fint over at snakke med sådan helt fremmede.
Derfor kunne jeg, med en lillebitte forsinkelse, som min søde mand heldigvis forstod, vende hjem, med nyrepareret panserbelagt telefon, ny dejlig, dejlig sweater, nye bekendtskaber og forventningens glæde over, at min baby ville stå klar med våde kys, så snart jeg trådte ind over dørtærsklen. Livet behandler mig altså ret pænt og jeg håber at det også gælder hver og én af Jer, der læser med.