Ganske få sekunder efter Jens og jeg var trådt ud af døren fra dagplejen, hvor Peter netop var blevet afleveret, skete det. Jeg rendte ind i et mere end bare almindeligt lækkert stykke mandfolk. I ved, på “Chris Pratt møder Ryan Gosling”-måden pæn. Allervigtigst var dog hans accessorie: fire børn i 1-års alderen i en kæmpe slæde af en barnevogn foran sig, alt imens han smilede og hujede og sang fagtesange, med sin – forestiller jeg mig – sixpack inde under trøjen. Hoooold nu kæft, hvor var det bare overdrevet sexet og fuldstændigt bedårende på én og samme tid! Lækker mand med lækker personlighed; åh, hvor det minder mig om, at jeg savner min egen mand.
Jeg fik – selvfølgelig – hverken taget noget billede eller stoppet op; det ville næsten have været for akavet, selvom jeg er all about at fortælle folk, når man synes de er pæne, som tilfældet var det i går, da jeg i s-toget så den smukkeste kvinde jeg længe havde set. Hun havde en kæmpe stor dunk af en tvillingemave og så ud, som var hun taget direkte ud af photoshop. Og så blev hun vidst nok bare helt vildt glad, da jeg lige stak hovedet ind i kupeen og fortalte hende, at jeg synes hun var smuk. Det er alligevel anderledes at dele skønhedskomplimenter ud, når det kommer til éns eget køn. Det er lidt nemmere og bliver som regel opfattet præcis for hvad det er – et venligt kompliment. Nothing further.
Jens var derimod ganske uimponeret over flot-type og snakkede i stedet livligt omkring den gade vi gik på, som egentlig var dét, jeg ville med det her indlæg.
“Mor, det her er lortevejen”
“Hvorfor synes du det? Det er da lidt mærkeligt at sige”
“Nej mor, det har vi selv aftalt henne i børnehaven. Det er fordi der ligger så mange hundelorte på vejen. Så er det en lortevej”
“Nårh ja, det er selvfølgelig godt tænkt. Men synes du ikke det er lidt synd for vejen, at den bliver kaldt for lortevejen? Den kan jo ikke gøre for at hundenes ejere ikke samler hundelortene op?”
“Nej mor, vejen kan jo bare spise hundelortene”
“…”
