Her sidder jeg så. Torsdag aften i en fremmed lejlighed i København. Med tre sovende børn – mine drenge og deres højtelskede kusine – ved min side, og en lang tynd hvid pil skudt i retning af min mands optræden på Bremen i aften, som jeg ellers havde planlagt at attendere iført sort kjole og knaldrøde læber.
Hønemoren kom op i mig og de af jer som har børn ved, at når først kamphønen har sat sig i position, så er der intet at stille op. Sagen er nemlig den at min baby er blevet sløj. Ikke syg, men hostende og altså om aftenen og natten også vågnende og grædende. No fun at all. Slet ikke for vores søde, men – overfor lige præcis vores børn og trods en alder mere end det dobbelte af min egen – komplet uerfarne barnepige, som skulle komme og våge over vores guld. Børnenes søde grandtante, som med store smil stillede sig forrest i køen af barnepiger, blev aflyst, fordi mit hjerte ikke kunne rumme at sidde til koncert, med en knugende sten godt velplaceret lige over mellemgulvet, for tænk nu hvis. Tænk nu min baby igen skulle have en aften med en massivt behov for at være i min favn, så tæt på, så vores hjerter kan mærke hinanden.
Jeg tror det er bedst sådan. At jeg er hjemme. Også selvom jeg godt ved, at alle ville have overlevet i bedste velgående, hvis jeg var taget afsted.
På´trods af, at min klukkende – nogle gange også brølende – indre hønemor, af og til kan have godt af at få slebet klør, så tror jeg stadig det er vigtigt at mærke efter hvad der er vigtigt. I aften er det vigtigt at passe mine børn. Mest vigtigt.
Som en bonus, sidder jeg fuldstændigt uforstyrret og drømmer om det fine, fine hjem vi skal til at skabe, i den lejlighed vi overtager til sommer, og som jeg altså har set for allerførste gang i dag.
Den var megafin! Slidt, halvgammel og egentlig ret grim, men altså helt, helt perfekt.
Den ligger i det dejligste brostensbelagte kvarter, med en kiosk lige nedenfor gaden og en bager lige rundt om blokken. Og, som jeg engang skrev om HER, mindre end et par hundrede meter til mit formentlig nye stamsted af en kaffebar. Det bliver pissegodt og jeg glæder mig overdrevet meget til at lære både lejligheden, naboerne og vores nye nærmiljø at kende.
Og ja ja, billedkvaliteten er helt ad pommern til, men rødvinen skænket og jeg håber at et par stykker af Jer derude har mulighed for at gøre ditto. Skål!