For lidt mere end 10 år siden, købte jeg min første bil. En gammel, hvid Opel Kadett, med alufælge og cd-afspiller og en dør i passagersiden, som man ikke måtte åbne, fordi den så var lige på nippet til at falde af, som jeg købte for 5.000 kroner, som altså ud af et SU-budget jo nærmest svarede til en bondegård.
Det var dog, selvom den kostede mig alle mine sparepenge, en virkelig dejlig bil, omend den nok næppe havde klaret den igennem et sikkerhedstjek hos FDM, som jeg vel efterhånden nærmest kan betegnes som en slags ambassadør for med alle de samarbejder efterhånden har lavet hinanden i hånden. Mest af alt var den selvfølgelig dejlig, bilen, fordi den var min og fordi jeg var én af de første i venindeflokken til at få egen bil, til trods for at jeg dengang boede i Sønderborg, hvor det ikke just hørte til sjældenhederne at man, ligesom jeg, kunne få behov for bil. For en lille Lotte.
For det hed den, min lille Opel Kadett, Lille Lotte.
Den kørte mig troligt frem og tilbage imellem Sønderborg og Haderslev, hvor jeg var i praktik på fødegangen og selvom der da godt nok var engang hvor benzinpumpen gik i stykker, lige midt i ét af de mest befærdede vejkryds i Sønderborg, hvor jeg endte med at måtte skubbe den igennem den fuldstændigt stillestående trafik, så kørte den stort set altid. Og når ikke den gjorde, så var motoren så gammel at den var til at forstå, så jeg oftest selv kunne trylle den igang, ved at rode lidt tilfældigt ved tændrør og den slags.
Lige indtil den ikke kørte mere, forstås.
Det var en eftermiddag, i september vidst. Der var som altid på denne tid af dagen mange biler på vejene og jeg lå, ligesom de fleste andre der kører i tæt trafik, måske ikke i behørig afstand til den forankørende. Især ikke når når man tog regnen og det temmeligt våde føre i betragtning. Vi kørte op over den lille bakke på vejen ned mod centrum og pludselig, da jeg ramte toppen af bakken, så jeg at bilen foran mig hamrede bremserne i. Jeg glemmer aldrig synet af de lysende røde lamper, der alt for hurtigt kom alt for tæt på, imens jeg stod på bremsen og min bil – som selvfølgelig ikke havde abs-bremser – gled afsted henover den våde vej. BANG! Fuck mig, mand. Jeg var kørt op i røven på bilen foran. “Jeg skulle jo have sluppet bremsen lidt, da bilen begyndte at glide” nåede jeg akkurat at tænke, inden endnu et BANG! Bilen bag mig var også kørt ind i mig.
Heldigvis holdt jeg så hårdt i rattet, at det mest bare var mit hoved, der blev kastet frem og der skete ikke andet, end at jeg fik et kæmpe chok.
Fire biler var kørt sammen. Heldigvis kun ved noget der ikke kan have været meget mere end en udgangshastighed på 40 km/t, men som altså alligevel var nok til, at jeg har fået usædvanligt meget respekt for behørig afstand, bremseevne og dækmønster, som min gamle Lotte garanteret ikke havde for meget af. For tænk nu hvis lidt ekstra mønster i dækkene eller et eftersyn af bremserne havde gjort, at bilen ikke var gledet? Bevares, så var ham bag mig selvfølgelig stadig hamret op i mig, men jeg havde undgået at køre ind i en anden bilist, som unægteligt var det værste ved hele oplevelsen. Det afmægtige advarselsskrig jeg prøvede at sende afsted i den forankørendes retning, da det gik op for mig, at jeg ikke ville nå at bremse. Angsten for, i sekunderne efter, at der var sket noget med dem jeg var kørt ind i. De anede jo, i modsætning til mig, som spændte i hele kroppen bedst som sammenstødet skete, ingenting.
Det var heldigvis – set på afstand – en meget lidt dramatisk ulykke, hvor ingen kom noget til og hvor den eneste bil der vist for alvor tog skade, var min Lille Lotte. Men for pokker, hvor var det klamt altså.
Jeg troede inden tiden, at den slags ulykker kun skete i glat føre om vinteren, men jeg skal love for, at jeg tog fejl og derfor blev jeg nærmest også hentykt, da det gik op for mig, at jeg, som medlem hos FDM, kan få lavet et sommertjek af bilen, for bare 329 kroner hvor alle de mest gænge ting, som typisk er dém der forårsager ulykker på de danske og europæiske veje rundt omkring, som fx dækmønstret, bremserne og kølervæsken, bliver tjekket, så man ikke pludselig holder i rabatten med en hverken kollideret eller kogende bil. Måske er det bare mig, men jeg har en lille smule angst overfor håndværkere, som skal hjælpe mig med noget jeg absolut ikke aner en skid om, fordi de så let som ingenting kan snyde mig til at få lavet alt muligt unødvendigt, så jeg synes det er helt vildt rart, med en uvildig gennemgang af de vigtigste ting på bilen, som man sidenhen kan få bragt i orden – uden at blive snydt. Jeg synes i hvert fald at trehundrede bobs er en billig penge at slippe, i forhold til en ulykke, som man måske kunne have undgået. Og hvis nu I selv – eller jeres partnere – kan fikse den slags, så er dét selvfølgelig (mindst) ligeså godt, og i så fald kan I måske bare bruge siden HER, som en slags tjekliste, for at sikre sig, at man har været omkring de vigtigste ting, inden man pakker børn og badetøj i bilen, ik?
Det er nemlig meget mere sejt, at køre sikkert, end det er, at køre galt <3