Vidst nok det allersidste billede af Thomas og mig, inden vi blev bevidste om, at der spirede en lille baby i min mave.
Som en henslynget bemærkning, sagde Thomas her til morgen, at det i dag, er præcis fem år siden jeg stod, fuldstændigt slået bagover, med en positiv graviditetstest i hånden.
Knap et år efter vi havde mødtes for allerførste gang, stod jeg dér i vores fælles køkken, med en skoddet cigaret under emhætten foran mig, og stirrede på den test jeg netop havde hentet fra badeværelset. Det var fuldstændigt uplanlagt. Den var bragende positiv. To streger.
F.U.C.K.
Mit hjerte galoperede som lå det i førerfeltet i derby og mit åndedrag blev tungt og kraftigt, imens sveden piblede frem i mine hænder.
Jeg måtte sige det til Thomas.
Han var lige taget afsted på spillejob og jeg vidste i virkeligheden godt, at der var lydprøve. Og så vidste jeg forøvrigt ikke lige hvordan pokker jeg skulle overlevere den nyhed, som jeg ingenlunde kunne rumme at holde for mig selv. Hvordan siger man?
“Hej, tillykke. Du skal være far”?
Jeg sendte en sms og spurgte om han kunne snakke lidt alene.
Som han selvfølgelig ikke svarede på i løbet af de cirka 30 sekunder som min tålmodighed med nød og næppe kunne strækkes til. Så jeg ringede op, bare lige for at han skulle opdage, at der var kommet en sms.
Han tog telefonen.
Pis.
Jeg anede ikke hvad pokker jeg skulle sige, så jeg small-talkede. Spurgte lidt ind til trommeslageren, som havde brækket armen. Og lagde på.
Thomas ringede igen.
“Hvad betyder din sms? Du spørger om jeg har tid til at snakke?”
“Jamen har du det” svarede jeg.
“Hvis det er vigtigt, så ja. Hvad er der i vejen?”
“Okay, så vent lige lidt”.
Jeg lagde røret på.
Jeg kunne ikke sige det. Jeg anede ikke hvordan. Jeg. Er. Gravid. Det kunne ikke komme over mine læber.
Så jeg sendte ham en mms. Af de to streger.
Thomas ringede igen og vi brugte i omegnen af en halv time på skiftevis at sige “fuck”. Overrumplede, overraskede, usikre og helt vildt glade, vidst nok.
Det var en fucking positiv graviditetstest.