Bedst som jeg i formiddag – lige efter jeg havde fået et lille tip om, at mit gæstebloggerindlæg hos Juliane Axen er kommet online og kan læses HER – rigtigt havde pralet med hvor godt det hele gik og hvor meget jeg glædede mig til at snuse babynakke, skulle min tilnærmelsesvist uovervindelige lykkefølelse desværre vise sig at være en temmeligt kortvarig affære.
Selvfølgelig. Jeg glemte 7-9-13 og alt det der.
Jeg klappede computerskærmen i, greb min taske, smilede til mig selv i spejlet, pillede en brødkrumme ud mellem fortænderne og stak hånden i tasken for at sikre, at jeg havde, hvad jeg skulle bruge, til dagens kaffeslabberas og venindefikumdik.
Pung, telefon, jordbær, kanelsnurre, husnøgle… Men hvor pokker var bilnøglen?! Den, som jeg i går, efter vi kom hjem fra flyvergrillen, var overbevist om at jeg havde lagt tilbage i det lille rum i tasken. Det lille rum, som var rungende tomt, bortset fra det fedtede tyggegummi som lå og grinede mig lige op i fem-øren.
T.O.M.T.
Og nu, ti timer, lidt rigelige kopper kaffe og en stort set endevendt lejlighed senere, er det lille rum i tasken stadigt forbistrende tomt. Nøglen er væk og jeg overvejer hvordan pokker noget, i dén grad kan forsvinde, på 84 m2.