Klokken er lige knap halv otte og jeg har netop brygget dagens første kop kaffe, som jeg sidder i min stue og nyder. Kaffen er i virkeligheden lidt for varm, for efter først et par år som jordemoder og sidenhen lidt flere år som mor, kan jeg faktisk bedst lide min kaffe halvkold. Eller bælle-kold, som jeg plejer at kalde det.
Jeg er alene hjemme.
Thomas har taget drengene med til Sønderjylland, for at nyde et par fridage imens jeg holder møder i København og det er fan’me mærkeligt at være hjemme i lejligheden uden dem. Jeg har sovet uafbrudt i syv timer og skal ingenting de næste knap to timer og så sidder jeg ovenikøbet i min egen stue, i en halvgammel, lidt krøllet t-shirt og morgenhår. Unbelieveable.
Det føles som om børnene kommer ud af deres værelse hvert sekund, for at give store kram og smelte mit hjerte, men de kommer ikke. Jeg savner dem allerede, men jeg vil samtidig gøre hvad jeg kan, for at nyde at jeg er den eneste jeg skal sørge for at gøre klar. Tænk sig, jeg kan måske endda både lakere negle og have tid til at lade dem tørre.
Jeg er virkelig godt gift.