Den fineste, lillebitte elevator, som jeg trods alt har modstået alle de gange jeg er rendt til og fra min hotelværelse – jeg er vild med den!
Et indlæg lavet i samarbejde med Hotel Ansgar.
Mit alenedøgn i en velkendt, men fremmed by, er ved at være slut. Jeg sidder på mit hotelværelse, i sengen, med computeren velplaceret i skødet, så jeg lige kan zappe trailer-trash-tv på fjerneren, som kører ufortrødent i baggrunden. Ved siden af mig ligger en bunke tilrøget tøj og papiret fra en pose stanglakrids, som– sukkergris som jeg er – jeg startede morgenen med at indtage.
Det er ret dejligt.
Jeg forsøger at få mest ud af min tid og jeg nyder, at ingen andre end jeg, dikterer dagsordenen.
Jeg har spist megasen morgenmad i den hyggeligste lille hotelrestaurant, hvor jeg sad og følte mig som den heldigste lille kartoffel i verden. Tænk, at jeg kunne sidde der, midt i æg, bacon og spandevis af kaffe og vide, at min vidunderlige mand holder skansen derhjemme, imens jeg stikker af hjemmefra, for at hylde livet hos den dejligste fødselar. Jeg er sgu da heldigere end heldig.
Hotel Ansgar, som jeg bor på, ligger som jeg skrev om HER lige midt i byen, så alt ligger lige om hjørnet. Caféer, gå-gade og byliv. Det er virkelig dejligt at være tæt på det hele.
Hotellet er lillebitte og smadderhyggeligt. Her er retro for alle pengene og rigtige nøgler til dørene; ikke noget med magnetkort og den slags moderne skaberier her. Indretningen er skøn, med de fineste detaljer, som giver stedet sjæl og charme. Og så er det billigt.
Det har været så dejligt at være afsted og jeg kan kun på det varmeste anbefale alle Jer mummys som læser med, at gøre det samme. Tag afsted hjemmefra. Tag på hotel. Tag lange bade og nyd alenetiden; enten helt alene, eller sammen med gode veninder.
Jeg har nydt frihedens korte glimt, men jeg savner min familie. Og lige netop savnet, tror jeg er skide smart. Savnet giver mig plus på kontoen og overskud i hverdagen. Jeg husker, hvorfor lige netop min familie er den dejligste i hele verden for mig – ikke fordi jeg har været i tvivl, men det er nu alligevel dejligt, at blive mindet om, ved at savne.
Aftenen i går var fyldt med dejlig mad – selvfølgelig gin – og nogle virkelig søde, unge damer. Alt var dejligt, lige indtil jeg så mig selv stå på et eller andet ungdomsdiskotek, hvor min oplevelse var, at stemningen var virkelig, virkelig dårlig. De andre damer og jeg hyggede os, bevares, men jeg følte hele tiden at jeg skulle se mig over skulderen. Passe på. Det var på alle måder frygteligt.
Efter jeg har fået børn er jeg på mange måder blevet mere påpasselig; mit – og andres – liv har fået en højere værdi.
Måske er det det, der gjorde at jeg i høj grad bemærkede når nogen råbte, skændtes eller på anden måde skabte dårlig stemning. Måske var det bare en dårlig aften at gå i byen på. Måske har måden at gå i byen, ændret sig siden jeg selv gik i byen. No matter what, var det nederen. Virkelig.
Jeg vil gerne slå et slag for, at vi sammen skal blive (endnu) bedre til at gå i byen på den gode måde og jeg har derfor HER lavet et hyldestindlæg til alle dem, som er pissegode til at gå i byen.
For jeg synes altså, at vi skal være ordentlige ved hinanden.