“NU STOPPER I KRAFTEDEME! I SKAL SIMPELTHEN TALE ORDENTLIGT TIL HINANDEN! I ER VOKSNE MENNESKER BEGGE TO!!”
Yes, sådan lagde jeg min morgen ud, da jeg skulle til et møde i indre by, hvor jeg tilfældigvis endte med at parkere min cykel midt i, hvad der var lige ved at udvikle sig til et regulært slagsmål, mellem en parkeringsvagt og en temmeligt forurettet kvinde, som for pokker da ikke kunne forstå, hvorfor hun skulle have en bøde.
“Jamen, der var jo ikke plads andre steder” gjaldede hun igen og igen.
Nej, søster lagkage, det var der ikke og sådan er det hver evig eneste dag, hvis man vælger at slæbe sin bil med ind i en sidegade til Strøget. Der er overfyldt og det er da pisseirriterende, at man ikke kan finde en parkeringsplads, men derfor må man sgu da ikke bare parkere ulovligt.
Nu aner jeg selvfølgelig ikke hvad der gik forud for den episode, jeg tilsyneladende blev en del af, bedst som den eskalerede, men jeg kan i situationer som disse simpelthen ikke lade være med at blande mig.
Når mennesker er blevet så uenige, at de er lige ved at komme op at slås, så skal jeg denundenlyneme nok gøre hvad jeg kan, for at forhindre, at de farer i flæsket på hinanden.
Så jeg stoppede op med min cykel og råbte op!
“NU STOPPER I KRAFTEDEME! I SKAL SIMPELTHEN TALE ORDENTLIGT TIL HINANDEN! I ER VOKSNE MENNESKER BEGGE TO!!”
Jeg skulle ikke vove pelsen og risikere at være vidne til et slagsmål, som jeg muligvis kunne have forhindret. Jeg kan ikke lukke øjnene for den slags og faktisk, så synes jeg at det er forkasteligt, at så mange kan.
For knap fem år siden, da Thomas og jeg stadigt boede i Købnenhavn K, kom jeg en dag slentrende ned ad Købmagergade med min store gravide mave, et par indkøbsposer fulde af børnetøj i den ene hånd og en skoldhed latte i den anden, da jeg pludselig opdagede to mænd, som rodede rundt på jorden i en slåskamp.
Jeg så dem vel på halvtreds meters afstand, med virkelig mange mennesker imellem os – og ingen sagde noget. Ingen.
I hvert fald ikke før mig. Jeg råbte op og befalede både at de kæmpende stoppede hvad de havde gang i og at nogle – andre end mig, med min gravide mave – ville komme og skille dem ad. Som nogle så gjorde og alt endte, så vidt jeg husker, ganske lykkeligt fraset et par ødelagt briller og småknubs på de to kamphaner.
Måske er det fordi jeg af og til bliver uden filter eller fordi jeg kan tendere til at være dumdristig, men jeg føler alligevel så stort et ansvar overfor mine medmennesker, at jeg hverken kan eller vil vende ryggen til et slagsmål.
Parkeringsvagten og den iltre kvinde i dag, kom heldigvis ikke op at slås, men de råbte højt og var ikke andet end et kussehår fra, at have stukket hinanden et par øretæver.
Det var fuldstændigt grotesk, at se to granvoksne mennesker – formentlig 15-20 år ældre end jeg – fare helt i flint over 590 kroner, eller hvad pokker en parkeringsbøde koster nu til dags. Og jeg håber vitterligt, at de to involverede er pinlige over egen opførsel og mangel på timing til at skride. For det havde ærligt talt været det mest noble at gøre. Parkeringsvagten, som muligvis blev overfuset af den vrede kvinde, kunne have gået sin vej og vendt tilbage fem minutter senere, for at sikre, at kvinden havde flyttet sin bil.
Nichts weiter.
I hvert fald, da kvinden kort efter kørte sin vej, kunne jeg ikke lade være med at smile til parkeringsvagten og sige til ham, at det en anden gang, sgu nok ville være en idé ikke at lade sig provokere på dén måde han blev. “Folk er sure nok på jer parkeringsvagter i forvejen – det er din opgave, at vise dem at I faktisk er skide søde mennesker, som bare passer jeres arbejde og sørger for at ingen parkerer ulovligt”.
Og så gik jeg til møde. Fuld af adrenalin og klar til at indtage verden.