Jeg har i skrivende stund været alene – som i, uden børn – i København i tre døgn. Det er det længste jeg nogensinde har været væk fra nogen af mine børn og det har faktisk været ret fedt at opleve, at det kan lade sig gøre. Selvfølgelig.
I aftes savnede jeg dem en del og var måske lige på nippet til at blive lidt ynkelig med vingummisakse/dillere (jf. billedet på min instagram @cbuttenschon) og rødvin.
Det var lige indtil jeg læste om lille Storm, som var blevet væk fra sine forældre. Væk. Forsvundet. Ud i uvisheden og en alt, alt for stor verden. Så sad jeg der, med maling på tøjet og tårer i øjnene.
Mine drenge var jo bare derhjemme, i det store, dejlige hus i Sønderjylland, som indtil i overmorgen stadig kan betegnes som vores hjem. De var sammen med Thomas og havde det godt. Det vidste jeg, og mit savn var udelukkende baseret på gode følelser. Ingen frygt, bare savn til alt det dejlige mine børn giver mig.
Pludselig gik jeg fra at have ondt af mig selv og mit savn, til at sætte pris på det. Mit savn var godt og ikke spor farligt.
Kære Storm, jeg er så glad for at du er hjemme igen, i god behold. Du har – på trods af din unge alder og det faktum at vi ikke kender hinanden – lært mig en vigtig lektie. Lektien om det gode savn, uden frygt. Det vil jeg omfavne som en ny, god følelse og ikke længere have ondt af mig selv. Jeg håber du får et dejligt liv, Storm. Du skal vide, at hele Danmark hepper på dig.
Billedet har jeg forøvrigt hapset fra min mands instagram @buttenschon, som jeg tæsker igennem dagligt for at snuse en lille smule af mine børn til mig.