Arghmen altså, efter jeg overøsede Jer med min dårligdom i formiddag, kom det hele – efter en lille håndfuld blandede vitaminer, smertestillende piller, to meget store kopper kaffe og allervigtigst: en sms fra en veninde ”Hej, skal vi ikke tage Jens med hjem til os og lege i eftermiddag” – til at føles meget, meget bedre. Seriøst, den slags sms’er kan redde hvad-som-helst. Jeg elsker (!) når andre tager direkte initiativ til at ville hænge lidt ud med mine børn.
Den fornyede energi blev brugt på et visit i den lokale megabiks af et kæmpesupermarked, hvor jeg selvfølgelig hverken havde fået lavet dosmerseddel (som er hundrede procent nødvendigt, for distræt type som mig) eller overhovedet tænkt over hvad det var vi manglede, så vi – min baby og jeg – endte i stedet med at stavre rundt og synge klappe-kage i mellem konserves og rød sodavand. Nevermind, det var en megaopturs-agtig tur.
Min baby kan nemlig – endelig – sidde så meget selv, at jeg kan placere ham trygt i indkøbsvognen, hvorfra han så kan sidde og vinke og sige “’ej ’ej” til alle han møder på sin vej. Selv mælken i køledisken fik sig en hilsen med på vejen. Hvilket for øvrigt, fik mig til at glæde mig over, at vi ikke behøvede igennem slagterafdelingen. Det ville måske alligevel være for bizart, sådan at hilse på de døde køer.
Men altså, for pokker hvor er det dejligt at han – som for få måneder siden, var en lille kødklump, som altid sad enten i strækviklen (eller når det skulle gå rigtigt hurtigt: i suppori-slyngen, som søde, søde Karen Mukupa gav mig i sin tid) fastmonteret på mig og altså i den grad hæmmede min bevægelsesfrihed (omend jeg er kæmpe fan af slynger), når jeg skulle række ned efter rejerne i frostdisken – nu er blevet så stor at han kan fodres af med en bolle, et smil og en indkøbsvogn. Alle aldre har sin charme; den han er på vej ind i lige nu, synes jeg, er noget helt særligt. Han begynder at forstå at han er sit eget lille menneske, som har en bred vifte af kompetencer, som han konstant øver sig på at udvikle.
Såeh altså, da jeg tidligere i dag skrev, fuck my life – så mente jeg i virkeligheden, at jeg egentlig er ret pjattet med mit liv lige nu, faktisk. Fraset det der bihulepjat, men det er bagateller. Resten – pretty damn good.