Jeg turde, trods mit ellers voksende blogger-jeg-tager-billeder-af-alt-gen, alligevel ikke tage et tilskuerselfie, så det blev til et armstrakt luftfoto af nogle af de fremmødte kvinder til LadyWalk 2015
I skrivende stund har jeg netop holdt, hvad jeg troede ville være mit livs til dato største tale – i hvert fald den, med flest tilhørere. Mere end 3600 kvinder havde allerede inden i dag købt billet til dette års LadyWalk her i det Sønderjyske – altså cirka samme antal, som havde forventet at skulle møde ansigt til ansigt, når jeg skulle være dette års gæstetaler ved selvsamme velgørende kvindearrangement.
Desværre dukkede der ikke så mange op, foran den gule vognscene, hvor talen blev holdt. Et par hundrede måske. Til gengæld grinede de – dem, der med røde kinder og gummistøvler, trodsede det silende regnvejr og stod klar til at høre på mig. Gudskelov.
Særligt taget i betragtning, at én af de søde arrangører, kort inden jeg gik på scenen fortalte mig at de jo normalt havde borgmesteren – byens folkevalgte overhoved – som gæstetaler. Ja, ikke fordi jeg på nogen måder vil stille mig til sammenligning med Sønderborgs Borgmester, men det gav nu alligevel et ekstra sug i maven, at vide hvem jeg skulle leve op til.
Heldigvis tror jeg det gik godt. Jeg havde i hvert fald en god fornemmelse og kunne – hvis ikke det havde været så møgkoldt udenfor – have underholdt i timevis, hvis det skulle være. Min stopknap blev dog trykket retmæssigt i bund og jeg holdt en ganske kort tale, præcis som jeg var blevet bedt om.
Tjek, gæstetaler hermed tilføjet CV’et. Det er sgu da ikke så dårligt at slutte sådan en regnfuld mandag af med. Særligt ikke, når der oven i købet lige nu, er tikket en e-mail ind, med bekræftelse på at jeg og mine tre yndlingsmennesker på lørdag siger farvel og tobak til regn og blæst, til fordel for en god måneds tid, i et skønt hus i Los Angeles!