Siden mit opslag på instagram om hvordan jeg snød min mand til at krænge sit hjerte ud i vores forholds spæde opstart, har jeg kunnet fornemme, at det er noget jeg måske bør fortælle mere om.
Thomas og jeg mødtes i efteråret 2009. Året som – hvis man lige ser bort fra det med at jeg sidenhen er blevet nogens mor – har været det vildeste år ever.
Det var året hvor jeg flyttede til København. Og blev færdiguddannet Jordemoder. Og blev kåret til Miss Denmark (ja, den er sgu god nok! Den bløde krop var strammere end skrællen på en umoden banan og håret sat med slangekrøller). Det var året hvor jeg købte min egen lille 2v’er på vesterbro.
Og planlagde at jeg ville udstationeres med Læger Uden Grænser så snart jeg havde de obligatoriske 2 års erhvervserfaring. Planlagde at leve mit liv med mig selv i centrum.
Og så mødte jeg Thomas. Lige da købsaftalen til min egoistlejlighed var underskrevet. Lige inden jeg drog til Kina for at repræsentere Danmark i den store skønhedskonkurrence. Lige imens jeg havde planlagt, at jeg bestemt ikke skulle have en kæreste.
Pik.
Han slog benene væk under mig, tog al min tid og fyldte mit hoved på den helt rigtige måde; men jeg gad jo ikke. Jeg ville være single. Følge min plan. Og jeg syntes vidst i virkeligheden, at tosomheden var noget overvurderet.
I årene inden jeg mødte Thomas, havde jeg en evne til altid at dumpe de fyre jeg datede, når jeg begyndte at få fornemmelsen af at de ville være kærester. Jeg havde det så glimrende alene og var on the roll.
Fornemmelsen kom også med Thomas, men jeg havde alligevel lyst til at blive. Say what?! Måske var min fornemmelse forkert? Så direkte og lettere socialt handicappet som jeg er, spurgte jeg ham en dag direkte om han kunne tænke sig at være kærester med mig.
”Ja”
Holy fuck! Så imens Thomas sad med kærligheden svulmende omkring sig og krængede sit hjerte ud, var jeg nødt til at få lidt luft og frirum til at tænke over situationen, så min respons blev at så måtte han jo vente på at se om jeg også ville være kærester med ham en dag.
Bum. Sådan bryder man den gode stemning. Ha ha, jeg synes selv det både var og er vildt sjovt – jeg er dog ikke sikker på at min mand deler min opfattelse.
I hvert fald glemmer jeg aldrig da jeg mødte Thomas’ toptjekkede storesøster første gang – til en fest på Nørrebro med Bohemian Rhapsody bragende ud af højttalerne, hvor hun (på en måde som jeg opfattede hånligt) kom over for at hilse: “Nå så det er dig der ikke vil være kærester med min lillebror”.
Pis.
Jeg husker faktisk ikke helt hvornår jeg erklærede ham min kærlighed, men tror umiddelbart det må have været efter mødet med hans søster, som fik mig til at slå øjnene op for, hvad det var jeg havde gang i. Jeg var vild med en fyr, som også var vild med mig – og alligevel gjorde jeg som om jeg ikke ville være hans kæreste? Bullshit. Vi giftede os under et år efter.
Kys fra Cana
Hvis du har lyst, kan du blive fast følger af min blog her: