Min lille, store Jens, som i går – lidt uden for sæson – fortalte julemanden, at han er 3-et-halvt år og ønsker sig LEGO til jul, er netop blevet afleveret i børnehaven for allersidste gang. Sidste gang i den børnehave han går i lige nu, forstås.
Fra i morgen og et par måneder frem, holder han ferie, indtil han engang hen mod august, skal starte i sin nye børnehave på Østerbro. En ferie, som skal byde på blandt andet en længere rejse til Los Angeles, som I selvfølgelig nok skal komme til at høre meget mere om, og en flytning til vores nye lille københavnerlejlighed.
Det bliver pissehyggeligt at have ham hjemme og jeg er ovenud lykkelig for at have muligheden for at snuse lidt ekstra til mine to drenge, selvom den ene for længst er blevet kastet ind i institutionslivets heftige hverdag. En hverdag han nu bliver taget ud af, til fordel for masser af ro, leg, kys og pinde der skal samles på vejen. Mine drenge elsker at være hjemme og vil allerhelst være sammen med hinanden, Thomas og mig hele tiden, men jeg tænker alligevel at min store vil komme til at savne børnehaven. Alle de søde børn, som han har været vant til at se og lege med flere dage om ugen, og som han altså nu ikke længere skal se. I hvert fald ikke meget. Det er sgu underligt.
Det er en underlig fornemmelse, sådan at kunne diktere andres sociale relationer. Det er jo vores – Thomas’ og mit valg. Os, der på vores egne og vores børns vegne har besluttet, at sådan skal det være. Heldigvis glæder Jens sig. Selvom jeg ikke tror han ved, hvad han glæder sig til. Til gengæld ved jeg, at jeg glæder mig!
Den nemmeste børnetreat – isvafler med frugtfyld og to frække smarties i bunden – som Jens fik med til afslutning. Jeg håber de skaber lykke, selvom det ikke er kage.