Ganske kort efter jeg flyttede til København, dengang i foråret 2009, fik jeg for alvor taget min 1.maj-mødom i fælledparken. Jeg husker ikke så meget andet, end at jeg havnede i et virkelig hyggeligt selskab, hvor en gut pludselig trak en kæmpestor joint frem, som alle andre altså begyndte at ryge løs på. ”Sådan gør vi altså her i København, men det vil en sønderjyde som dig sgu nok ikke være med til, hva’?” spurgte en lidt provinsforskrækket type, med lidt (for) fedtet hår og kulsort tøj. Men jo, fandeme om jeg ville! Jeg var jo blevet københavner!
Tre dybe, lange hvæs på den forbistrede joint senere, sad jeg og kunne hverken finde ud af at tale eller fokusere. Fuck. My. Life. Københavnerlivet måtte kunne byde på andet end fedtede joints. Og det kunne det heldigvis.
I Sønderborg, hvor Peter og jeg i dag befandt os, var 1.maj-arrangementet noget mere mådeholdent. Vi kom ind mod den store park, hvor jeg allerede fra parkeringspladsen kunne høre, at scenens lydmand havde gjort sig umage, hvilket – som musikerkone – glædede mig. En hoppeborg stak op, som et lys i en lagkage og jeg blev altså lidt ekstra-glad for at se, at der sådan var den slags god børneunderholdning, hvilket jo måtte betyde at 1.maj i Sønderborg var en familiefest. Win, når jeg stod der med min baby på armen.
Jeg kørte op igennem det kuperede terræn, med min baby velplaceret i den lille bugaboo og kom op allerøverst for scenen, med en lille svedperle på overlæben og forventninger så store som en Havnevaffel med guf og flødebolle. Bum. Hoppeborgen var der. Sammen med en enkelt familie, som vidst nok brugte den. Musikken var der også. Ligesom den gode lyd også var det. Og så sad der lidt spredt et par mennesker og lyttede til musikken i fredelighed. Ingen fest. Ingen børn. Ingen pølser. Så der stod jeg; øverst oppe og kunne ikke spotte ét eneste kendt ansigt. Derfor besluttede jeg at få en sludder med de lokale enhedslistere, som altså gjorde et meget ihærdigt forsøg på at charmere sig ind på min noget skeptiske baby. Politik fik vi ikke diskuteret, men til gengæld fik vi en snak om Elvis. Som jo også er godt nok. Men i min optik, måske ikke så 1.maj-agtigt. Hvor var alle de unge? Hvor var alle børnefamilierne? Hvor var hyggen, de brovtne vittigheder og kampgejsten?
Svært skuffet gik jeg kort efter derfra, altså indtil jeg kom i tanker om min allerførste 1.maj-oplevelse i København. Så var det måske alligevel okay, set i dét lys.
Til gengæld har vi, her til aften i Casa del Buttenschøn, lavet bål i haven, ristet tonsvins af skumfiduser og klatret i træer. Det kan fisenfusme noget, som jeg i dén grad kommer til at savne, når vi lige om lidt flytter retur til København.
Glædelig 1.maj derude!