Gratis fragt ved køb over 499 DKK

I kender det godt, ikke? Det der med, at dét tøj man elsker mest, oftest slides hurtigst.

Klart! Det er jo dét man bruger – og dermed vasker – mest. Desværre! Jeg bliver i alle tilfælde altid selv lidt mut, når jeg må konstatere, at den dér t-shirt, som jeg sådan har elsket, er blevet falmet og kedelig i farven, men nu skal det være slut – og nu skal jeg fortælle jer hvorfor, så I forhåbentligt kan blive inspirerede til at prøve det samme selv.

Jeg kan ingenlunde løbe fra det faktum, at jeg elsker nyt tøj. Næsten endnu mere, end jeg elsker alt mit “gamle” tøj. Følelsen af at kunne iklæde mig noget nyt og lækkert, giver mig energi og ekstra stivelse i rygraden, men det er jo (desværre) ikke noget jeg kan gøre hele tiden. Købe nyt, altså. Til gengæld kan jeg – og I – gøre så meget andet, for at forny garderoben. Man kan nemlig – både helt vildt let og ditto billigt – puste nyt liv i gamle klæder, med DYLON tekstilfarve. Og det er endda ovenikøbet smadderhyggeligt at gøre sammen med sine børn, hvis man er så heldig at have sådan nogle

Tag nu min t-shirt her som et eksempel. Den var oprindeligt hvid – og skidepæn, dengang den var ny, men efter usandsynligt mange tøjvask, var den blevet grålig og kedelig, hvorfor jeg – i samråd med mine drenge – besluttede mig for at farve den i en frisk forårsagtig lyserød – og jeg synes simpelthen at resultatet er super skønt!

Sammen med den, farvede jeg også en gråmeleret sweatshirt, som var blevet lidt rigeligt nusset og min grå vinterhue, som jeg mest af alt bare syntes var lidt (for) kedelig.

Det hele blev farvet med den farve der hedder “Powder Pink”, men fordi tøjet havde forskellige farver i udgangspunktet, er det endelige resultat selvfølgelig ikke helt ens på de forskellige stykker tøj – og heldigvis, for ellers ville det næsten blive lidt rigeligt barbie-agtigt med alt det lyserøde

Det samme princip gør sig i øvrigt naturligvis også gældende for børnetøjet, som ofte får en lidt mere hårdhændet vaskebehandling end mit eget (fordi det er mere beskidt), ligesom det også i videre udstrækning bliver plettet og grimt – hvilket man altså nemt kan afhjælpe ved at farve tøjet i en mørkere nuance. Drengene var selv med til at vælge hvilket tøj de ville have farvet – og selvom der i første omgang ikke blev udvalgt så meget, så er bunken med “farveklart tøj” vokset en hel del sidenhen, fordi de har fået smag for den hurtige, nemme og fine forandring en omgang tøjfarve kan gøre for det gamle tøj.

Det nyfarvede tøj skabte ret meget lykke hos drengene, som altså nu glæder sig til at få lov til at farve mere tøj. Jeg tænker, at det måske kan blive et projekt til én af de kommende weekender.

Det kan, især for mig, som har to børn af samme køn, virkelig godt betale sig at farve tøjet – både når det bliver lidt nusset – men altså også når tøjet går i arv fra stor til lille, hvor jeg synes det er sådan en fin lille gestus at give det lidt ny kulør, så det næsten virker som nyt tøj. Jeg husker selv hvordan jeg ofte arvede noget af min brors aflagte tøj, da jeg var barn og selvom jeg egentlig syntes det var ret sejt, at få hans aflagte tøj, så er jeg temmeligt sikker på, at jeg ville have syntes at det var endnu mere sejt, hvis tøjet var blevet gjort til mit, ved at få en omgang farve – hvadenten det var en opfriskning af den eksisterende farve, som jeg fx ofte har gjort med sort tøj, der ikke længere er rigtigt sort, eller farvning til en helt ny og anderledes kulør.

Alt tøjet her, har vi farvet med DYLON maskinfarve, som uden tvivl er den absolut nemmeste måde at farve tøj på, fordi det ikke kræver andet end at komme en passende mængde tøj og farve i maskinen og køre et almindeligt 40 graders vaskeprogram efterfulgt af en ekstra vask med tøjet i maskinen (og en slutvask uden tøj i maskinen, for at rengøre tromlen, for at undgå eventuel farvning af tøj, der ikke skal farves ved næste tøjvask). Nichts weiter.  Maskinfarven har dog den begrænsning, at den primært duer til at farve bomuld, lærred og viskose – og i lidt mindre udstrækning, hvor farven bliver knapt så gennemtrængende, også polyester, acryl og nylon. Hvis man ønsker at farve uld eller silke, kan maskinfarven ikke anvendes og man skal i stedet have gang i en omgang DYLON håndfarve.

Når tøjet er farvet kan man ovenikøbet, for at passe lidt ekstra godt på den nye farve – og på det tøj, som det nyfarvede tøj vaskes sammen med, bruge DYLON colour catcher, som er sådan nogle små stykker papiragtigt stof, som absorberer overskydende farve og hjælper til at tøjet bevarer farvernes intensitet og nedsætter risikoen for misfarvninger.

Jeg synes slet og ret at det er genialt! Og dét altså til en meget billigere penge, end at gå ud og købe nyt!

I kan se alle de mange fine farver – og købe, hvis det frister – DYLON via linket HER.