I sidste uge – en uge med usædvanligt meget fart på, fordi den var klemt ind imellem en arbejdsrelateret (og helt vildt god, hård og spændende) tur til Somaliland og sidenhen den uges ferie jeg befinder mig på nu – brugte jeg blandt andet et par timer sammen med Christiane Schauburg Müller, Ida Auken, Irina Babenko og Louise Luxhøi, i anledning af de nye optagelser af programmet “Damerne om det runde bord” hvor jeg var inviteret med som gæst. Det store samtaleemne var “Lykke” og selvom jeg egentlig synes at både jeg og de andre damer kom med nogle udmærkede pointer undervejs, så har jeg alligevel tænkt en del over det siden. Lykke. Følelsen af lykke. Af at lykkes og af at være – eller føle sig – lykkelig.
For mig er der ret stor forskel på at lykkes og at føle lykke. Ikke fordi de to ikke sagtens kan gå hånd i hånd, for selvfølgelig kan de det. Jeg føler mig bare ikke nødvendigvis lykkelig, bare fordi jeg lykkes med noget.
Som et ret konkret eksempel kan vi tage udgivelsen af min bog, 40 uger efter. Bogen var længe undervejs og da den udkom var jeg usædvanligt stolt, lettet og glad. Men lykkelig? Nej, egentlig ikke, selvom jeg var lykkedes med et stort projekt som jeg havde arbejdet ret intenst på at få til at gå op i en højere enhed.
Til gengæld har jeg sidenhen følt lykke over at have skrevet bogen. Det er sket når nogle, for mig ganske fremmede kvinder, har takket mig for den hjælp og anerkendelse de har fundet i bogen. Når jeg har fået følelsen af, at have gjort en positiv forskel for et andet menneske, som ovenikøbet har gjort sig den ulejlighed at anerkende mig for det. Lykken kommer for mig nemlig igennem relationen til andre. Min lykke skal (primært, i hvert fald) findes igennem de relationer jeg på én eller anden måde indgår i, hvor både de helt nære, som dem til mine børn og mine bedste veninder indgår, såvel som dem til jer der læser (og især når I kommenterer) min blog, min bog og til alle de mange fremmede jeg møder på min vej. Smilet fra kassedamen, når jeg ikke lige kan finde mit dankort, buschaufføren der venter, imens jeg spurter over vejen og kvinden, der bliver glad, når jeg holder døren for hendes børn, på vej ind i biografen. Dén slags gør mig lykkelig, omend det langt fra er altid jeg mærker det, i dét øjeblik det sker.
Forstå mig ret, for selvfølgelig nyder jeg at lykkes med de ting jeg sætter mig for, men det gør det ikke for mig alene. Alligevel er det – paradoksalt nok – alligevel oftest når jeg er alene, at jeg føler mig allermest lykkelig. Det er i hvert fald dér jeg husker mig selv på at mærke de ting jeg er lykkelig for.
Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har været lykkelig “hele vejen rundt” og der foregår simpelthen for meget lort og uretfærdighed rundt om i verden til at dét nogensinde kommer til at ske, men til gengæld er der, næsten hver dag – eller faktisk, hver dag – ét eller andet, som giver mig en følelse af lykke. Og netop dem, alle de små lykkestunder, øver jeg mig på at mærke. Oftest er det faktisk først når lykkestunderne er forbi og jeg har tid og ro til at reflektere og mærke efter, at jeg mærker dem, hvorfor jeg altså ofte er alene når følelsen for alvor indtræffer. Når jeg sidder i sofaen om aftenen og tænker på dagen der er gået; når indtrykkene har bundfældet sig og jeg minder mig selv om, at være taknemmelig for alt det gode jeg har. Når der er ro til at mærke hvor dejlig selv den mindste lille fine oplevelse føles.
Sidstnævnte er en øvelse jeg har gjort mig meget i, i løbet af det seneste år, som i sandhed var været et udfordrende ét af slagsen. Et år hvor flere – både af jer og af mine veninder – har spurgt hvordan pokker jeg har gjort. Hvordan jeg har holdt hovedet højt og været glad i perioder, som ude fra set har været mere fyldt af lort end lagkage? Og jeg tror det handler om taknemmeligheden. Taknemmeligheden for det små, såvel som det store. For eftermiddage med lego, for børn der hvinende hopper ind i den varme seng, hvor risengrøden har stået, for succes i mit arbejde, for solskin, for kærlighed fra mig selv og mine veninder og min familie og fra jer. For gode dates, for smil til (og fra) fremmede, for musik for fuld kadaver og for de aftener hvor jeg får lov til at fortælle mine børn at jeg elsker dem, inden de lægger sig til at sove. Dét gør mig lykkelig og det minder jeg mig selv om at være taknemmelig for, hver evig eneste dag.