Åh altså, der er så mange der går fra hinanden. Næsten halvdelen af alle ægteskaber går i stykker og jeg mistænker, at familiedannelsen er den allerstørste skyldner. I hvert fald familiedannelsens påvirkning af den nye mor og far. Jeg kan næsten ikke bære det og jeg synes det er så synd. Drømmen der splintres som glas på et marmorgulv og familierne der splittes op.
For ganske få år siden, havde jeg formentlig, været tvivlende på mit svar til, hvorvidt Thomas og jeg skulle blive gamle sammen, hvis nogen havde spurgt. Jeg var i tvivl og jeg synes det var usædvanligt hårdt, svært og frustrerende at være i vores parforhold.
Heldigvis havde vi lavet en pagt om, at vi ikke måtte gå fra hinanden før vores yngste barn fylder to år. Dengang det var aktuelt havde vi kun ét barn og tiden sneglede sig afsted.
Jeg følte mig begrænset og jeg var jaloux over hvor fri jeg oplevede Thomas var. Jeg blev en bitterfisse over at han tog afsted hver weekend – også selvom det mestendels var for at arbejde. Jeg følte han overlod mig med barn, bleer, opvask, madlavning, mit (alt for) hårde jordemoderjob og det mega nedern liv, jeg pludselig så hobe sig op rundt om mig, som en anden berlinermur.
Jeg følte mig fanget i mit eget liv og jeg bebrejdede i høj grad Thomas.
Lige indtil det gik op for mig, hvad det var han og jeg selv gjorde.
Thomas har aldrig begrænset mig. Jeg har begrænset mig selv.
Jeg var blevet min egen værste fjende, overdommer og benhårde diktator. Jeg arbejdede benhårdt for at være “den perfekte mor” og jeg gjorde alt der stod i min magt for at gøre alting rigtigt. Hjemmebagte boller hver dag og fondantkager med sirlige roser i weekenden, så vi kunne hygge os på den rigtige måde. Have overskud, være økologiske og miljøbevidste. Jeg ville det hele og jeg skulle fandeme ikke træde ved siden af.
Min selvtillid ville aldrig have holdt til, hvis nogen fik opfattelsen af at jeg sprang over hvor gærdet var lavest i mit livs vigtigste job. Moderskabet.
Derfor var det selvfølgelig klart, at jeg ingenlunde skulle have mit barn passet hos andre end Thomas eller mig – til nøds af min mor, som boede 300+ km væk. Han skulle være i min trygge favn hver evig eneste dag og vide, at jeg altid var tilgængelig. Han skulle ikke lide det traume, at savne sin mor.
Lige indtil det gik op for mig, at jeg havde glemt mig selv.
Ethundrede procent forsvundet fra min egen identitet, levede jeg igennem mit barn, som dengang var omkring halvandet år gammel, stadig brugte ble og ingenlunde kunne tage ansvar for hverken sit eget eller mit liv.
Det gik op for mig, i takt med at jeg fik ro på mit arbejdsliv og igen – fordi vores barn blev større – fik sovet om natten, at det var mig der ikke ville have, at jeg gik ud i weekenderne, eller mødes med mine veninder på eftermiddagscafé. Det var mig der tilsidesatte alle mine behov, fordi jeg levede igennem og for mit barns behov. Eller rettere sagt, de behov jeg pålagde ham at have, som for eksempel aldrig at blive passet af andre.
Min tillid til alle andre var forsvundet og jeg turde stort set kun stole på mig selv, til at udføre den gudsbenådede opgave jeg følte det var, at passe på mit barn.
Jeg glemte, at alle andre faktisk gør deres bedste, ligesom jeg selv gør. Jeg glemte, at alle andre smiler og prøver og gerne træder til, når det brænder på. Jeg glemte at livet fortsætter og at ingen kan leve igennem andre end sig selv. Jeg kan i hvert fald ikke.
Siden det gik op for mig, at det var mig den var gal med; at det var mine forventninger til egne evner som mor, der var gået over gevind, har jeg lært at prioritere mit liv ganske anderledes.
Jeg vil stadig gerne være en god mor og jeg kunne aldrig drømme om fast at få mine børn passet flere aftener om ugen, men jeg elsker at jeg gør det af og til. Jeg elsker at føle mig “almindelig”, at være ude uden børn og så elsker jeg, at det har givet mig mit parforhold tilbage. Jeg mærker mine behov og forsøger at manøvrere i mine prioriteringer, som i høj grad nu også inkluderer mig selv.
Jeg har igen fundet fodfæste i mit liv og jeg har lært, at den eneste der begrænser mig, er mig selv. Og dét er der jo for pokker ingen grund til at være sur over.
Thomas og jeg har genfundet hinanden og jeg er ikke længere i tvivl om, at vi skal blive gamle sammen. Han er den bedste mand jeg overhovedet kunne forestille mig og jeg er lykkelig for, at vi er kommet ud på den anden side.
Det kan lykkes.