Én af de hyggelige juletraditioner, som naturligvis holdes i hævd her i Casa Buttenschøn, er julenissen. Vi har sådan én af de der nissedøre, som instagram er fyldt godt op med. Nogle pænere end andres – min: ikke foreviget.
Skide hyggelig tradition, hvor det hundrede procent er mit ambitions- og energiniveau der afgør, hvor lidt eller hvor meget den hemmelige lille nisse skal fylde i hverdagen. Hånden på hjertet, nissen fylder virkelig lidt i hverdagen, hvor bObles julekalenderen i stedet stjæler fokus. Den er super sød og overskuelig, med små fine overraskelser hver dag, som min store dreng er helt pjattet med.
Til gengæld fylder nissen lidt mere i weekenden, hvor det er dødogpine-nødvendigt at stopfodre klinkerne udenfor den lille kunstige dør, med både hjemmebag og vaskeægte nissegrød, så der kan falde en lille gave af søndag morgen.
Nemlig. Ingen pakkekalender. Ingen tv-kalender. Bare en lillebitte historie om jagten på juleglæden hver dag og en nisse, som særligt i weekenden skal nurses en smule.
Bum. Det er nemt.
Men for pokker – i går fik vi to nye bekendtskaber med hjem fra børnehaven. Pyt & Pot – drillenisserne.
Så var det sgu slut med at ligge på den lade side.
Ikke nok med at den slags krapyler skal give anledning til en hel masse ballade og løjer i huset, men sørme om ikke også det hele skal både tekst- og billeddokumenteres, så ynglet kan fremlægge en fyldestgørende fortælling om nissernes besøg, når han dagen efter slæber dem med retur til børnehaven.
Det kræver fx at man har en fungerende printer.
Fuck.
Jeg kan selvfølgelig godt se det superfine i, at børnene får billeder og historier med i børnehaven, men helt ærligt, så kan jeg altså godt savne den der gamle nissebog, som børnene fik med hjem, hvor forældrene (og senere børnene) kunne skrive og tegne om drillenissernes besøg. I hånden, med sirlige nissekrummelurer, naturligvis.
Som de fleste – qua min passion for denne blog – nok kan regne ud, har jeg ikke spor imod elektronik, digitale- eller sociale medier, men jeg synes det er ærgerligt, hvis det skal tage pladsen for det manuelle. Jeg stemmer for, at vi kan lave en kombination.
Hvorom alt andet er, fik Pyt & Pot givet den fuld hammer på matriklen; mælken blev, som hos alle de andre børn, farvet blå. Skoene blev fyldt med pastaskruer. Nissefælden af mel blev fyldt med små fodspor hen til det tomme småkagefad. Tandbørsterne blev byttet ud med gulerødder og toiletpapiret byttet ud med en libero str.4.
Jow jow, vi lå ikke på den lade side.
Den 3-årige elskede det. Selvom han var noget skuffet over, at billederne i fortællingen ikke var i farver. Jeg må – endnu engang – snart oppe mig.
God tirsdag aften derude – jeg har allerede kværnet den første halve plade marabou og kan mærke at julestemningen må komme sammen med julesulet.
Kys fra Cana
Hvis du har lyst, kan du følge med ved at trykke på nedenstående – så bli’r jeg glad 🙂