På vej hjem fra et blogevent ganske tæt på hvor vi bor, udspillede der sig et scenarie på fortorvskanten, som ved første øjekast og de næste par meter ned mod vores hoveddør, fik mig til at trække vejret ekstra dybt og tænke, at det stakkels barn da ikke kunne gøre for, at moderen ikke lige magtede at håndtere hvad end konflikten gik ud på.
“Så er det slut med dig! Jeg gider ikke mere!” råbte moderen opgivede og vred, til sit grædende barn, der efter mit bedste bud, var omtrent 3 år gammel.
Jeg havde lyst til at give barnet en krammer og love det, at moderen ikke mente hvad hun sagde. For det ved jeg godt at hun ikke gjorde.
En mor gider altid sit grædende barn, men nogle gange forsvinder overskuddet som nyfalden sne i november og den ellers rummelige mor, snerrer af sit barn. Hun skælder ud.
Jeg gør det selv af og til og jeg bliver ked af det hver eneste gang. Jeg bliver ked af det, når der pludselig går hul i min forståelsesramme og jeg glemmer, at mine børn er bittesmå mennesker, som gør deres bedste og agerer ud fra hvad de har lært, eller hvad deres bedste formodninger. Selvfølgelig driller de af og til, men med en kærlig irettesættelse holder de som regel op; for de ved godt, hvad det betyder, når jeg fortæller dem hvad der er rigtigt og forkert.
I hvert fald lige indtil jeg selv gør det forkerte. Så tvivler de. På mig og ikke mindst på dem selv. Når det sker, bliver jeg ked af det.
Heldigvis sker det sjældent og den er stensikker; det sker kun, når jeg i forvejen har rigeligt om ørerne og har mine tanker et andet sted, end på at være en sød, rolig og anerkendende mor.
Fuldstændigt som jeg tror tilfældet var det, for kvinden på fortovet. Hun magtede pludselig ikke at rumme sit barn og hun skældte ud. Ikke fordi hun var en dårlig mor eller fordi hun ikke elskede sit barn, men fordi hun er et menneske.
Hun er et menneske, som af og til handler i affekt; også selvom den hun handler overfor, er hendes eget barn, som hun elsker til himlen og tilbage.
Det gik op for mig, at jeg på et splitsekund havde dømt kvinden som værende en dårlig mor, når faktum i virkeligheden var, at jeg intet andet anede, udover den lille episode jeg netop havde overværet. Jeg anede ikke om hun lige var blevet fyret fra sit job, eller om hendes mand havde fundet en anden, eller om hun siden barnet var 1 år havde forsøgt at blive gravid og nu endnu engang havde mistet, eller om hun bare havde haft en skide dårlig dag, hvor hun stadig ikke havde fået handlet ind til de frikadeller, som barnet siden forrige uge havde plaget om at få og som hun endelig havde håbet på at de skulle hjem og hygge sig med at lave, bedst som barnet skrigende nægtede at tage sin cykelhjelm på.
Jeg aner det ikke og jeg bør selvfølgelig ikke dømme hende, som jeg heller ikke håber at hun eller andre dømmer mig, når jeg af og til går over gevind.
Vi kan ikke tillade os at dømme andre, uden at kende hele historien. Vi kan ikke vide noget om nogen, uden at kende dem. Vi kan ikke ud fra én isoleret episode fortælle noget om hinandens egenskaber, hverken som forældre eller som mennesker.
Derfor er jeg ked af, at jeg – i stedet at sende medfølende blikke mod barnet – ikke formåede at smile til kvinden og fortælle hende, at det hele nok skulle gå. Jeg formåede ikke at dele ud af det overskud jeg selv havde på kontoen – og dét er jeg ked af, for jeg tror kvinden havde brug for det, for at kunne være den gode mor jeg er sikker på at hun er.