Traumatiske fødsler kan ikke alene være vanskelige at være i – de kan også være vanskelige at komme dig over.
Et af de spørgsmål, som næsten altid går igen, når kvinder fortæller mig om deres traumatiske fødsler er: ”Gjorde jeg noget forkert?” Det korte svar er altid: Nej.
Når man føder, kan man ikke gøre noget forkert. Særligt ikke, hvis man assisteres af én man holder af, oftest sin mand, og en kompetent fagperson, jordemoderen. Det er jordemoderens ansvar at hjælpe dig til at give din krop, din baby og din fødsel de bedste vilkår for et ukompliceret forløb. Desværre er det bare ikke altid så let.
Jeg læse for nyligt en artikel, som du kan finde HER, med en af min tidligere søde kollegaer Fie, om hvor utilfredsstillende det kan være at være jordemoder, fordi der er for travlt på de danske fødegange. Fordi der kræves for meget.
I min verden, er jordemødre på mange måder superkvinder. En slags overmennesker, kunne man nærmest sige. Oftest i hvert fald. For ind i mellem er jordemødre også bare ”helt almindelige” mennesker med helt almindelige behov og grænser for rummelighed. Og netop de dage, hvor travlheden rammer menneskeligheden i jordemoderen, opstår de traumatiske fødsler i høj grad.
Op mod en tredjedel af alle fødende, oplever deres fødsel som værende traumatisk. Det er fuldstændigt vildt!
Det er en alvorlig sag at føde et barn og det er altid en overvældende oplevelse, både fysisk og følelsesmæssigt. Der kan under en fødsel opstå mange fysiske komplikationer, som jordemoderen kun i ringe grad har indflydelse på; hun opdager de opstår og tager handling derud fra, for at forhindre at de bliver farlige, men hun kan i de fleste tilfælde ikke forhindre dem. Til gengæld er jordemoderens job for alvor vitalt, afgørende – og svært! – når det kommer til at reducere de psykiske og følelsesmæssige komplikationer. Selvom en fødsel altid er overvældende, behøver det ikke være på en negativ måde.
Som fødende kan man med fordel selv forsøge at tage ansvar for sin fødsel, ved at forberede sig. Man kan selv gøre et benarbejde for at gå åbensindet ind til fødslen. For mange kan det være en god ide med særlige teknikker til smertehåndtering, for andre falder det naturligt og behøver ikke være inkorporeret på forhånd. Allervigtigst er det dog, at man har tillid til sig selv og sine fødselshjælpere. Særligt jordemoderen.
Desværre, i det sundhedssystem vi befinder os i, er det sådan at fødsler som oftest forløber på hospitaler, hvor jordemødrene derfor skal fungere i et system, som oprindeligt er indrettet til at helbrede syge og hvor medarbejderne skal fokusere på effektivitet, tekniske løsninger og omstillingsparathed. Jordemødrene får megadårlige vilkår at arbejde under og jeg forstår derfor godt, hvorfor mange fødende mister eller allerede har mistet tilliden til fødslen og jordemoderen på fødestuen.
En jordemoder gør altid sit ypperste, for at leve op til den tillid hun fortjener og oftest bliver vist. Desværre er det – på grund af ugunstige kår i sundhedssektoren – ikke altid muligt. Jordemoderen har ikke tid. Hun skal være effektiv. Omsorgen bliver nedprioriteret. Desværre, sammen med det, bliver efterfødselsreaktionerne og de traumatiske fødsler tiltagende. Det er forfærdeligt.
Jordemødrene er kede af det, for ærligt, så vil de allerhelst gerne gøre deres job ordentligt. Det ville jeg, da jeg praktiserede. Jeg kunne ikke trives som samlebåndsjordemoder og jeg forstår godt, at mange fødende ikke trives som samlebåndsfødende. For det er I ikke. Og det er slet, slet ikke Jeres skyld, hvis I alligevel kommer til at føle jer sådan. Og det er aldrig Jeres skyld, hvis I har haft eller får en traumatisk fødselsoplevelse.