Lad mig lige starte med at sige, det er aldrig din skyld.
Der har i den seneste tid kørt en virkelig fin kampagne i Alt for Damerne, hvor der bliver sat fokus på, at det aldrig er en kvindes skyld, når hun bliver voldtaget. En kampagne som er yderst relevant i vores samfund, hvor langt størstedelen af alle voldtægter aldrig ender ud med en domsfældelse, men som i særdeleshed ville være relevant her i Sierra Leone, hvor jeg er sammen med Plan Danmark.
Vi tilbragte dagen i går med at snakke med unge kvinder, som havde været så heldige at komme i skole på trods af deres benhårde skæbner. Èn af de kvinder jeg fik mig en god snak med, var 19 år gammel og mor til en datter på fem år.
Som 12-årig blev hun giftet bort til en ældre mand, som voldtog hende hver eneste dag, indtil hun blev gravid og han afslog at skulle varetage barnet, fordi hun ikke havde samtykket til at have sex med hende. Han mente altså ingenlunde at han var ansvarlig for barnet, af den simple årsag, at han havde voldtaget sig til det.
I min – og formentlig i jeres – verden skriger det jo til himlen. Kvinden berettede om hvordan hun midt i sin graviditet – da hun var 14 år gammel – var blevet smidt på porten, uden muligheden for at vende hjem til sin familie, fordi hendes far bebrejdede hende, at hun ikke havde forsørget sin pligt som kvinde, fordi hun havde forsøgt at modsætte sig sex med den mand, som hun som barn, var blevet tvunget ud i ægteskab med.
Jeg forsøgte at snakke med kvinden og flere af de øvrige unge kvinder, som delte hendes skæbne, om kvinders ret til vore egne kroppe. De nikkede enstemmigt da jeg fastslog at det aldrig er i orden, når en mand voldtager en kvinde, men samtidig fortalte de, at de jo ikke havde andet valg; for hvis de ikke lod ham fuldføre et samleje, ville han tæske dem synder og sammen.
I min verden burde ingen kvinde – eller noget menneske – være nødt til at finde sig i dén behandling, men for disse kvinder er det hverdagen og sandheden de lever i.
Kvinderne her er afhængige af mænd og de bliver jaget som hekse, hvis de i midt-trediverne ikke har hverken mand eller børn og de kan derfor ikke løsrive sig fra (deres) mænd, nærmest uanset hvor misbrugte de bliver.
Jeg fortalte selvfølgelig kvinderne om, hvordan vi kvinder i Danmark er uafhængige af mænd og at vi er sammen med dem i et gensidigt kærlighedsforhold. Jeg fortalte om, at vi kvinder er ligeværdige med mænd og at vores mission i livet altså ikke nødvendigvis behøver indebære hverken ægteskab eller børn. Bevares, jeg er selv glad for at være gift og have børn, men jeg synes det er fantastisk at det i vores samfund ikke er en nødvendighed at etablere sig med familie på traditionel vis.
Jeg får lyst til at flytte herned og tage mig af alle disse kvinder. Jeg vil uddanne dem i deres rettigheder og lære dem, at de godt kan klare sig selv. I virkeligheden ved jeg godt at det aldrig kommer til at ske – i hvert fald ikke på dén måde – men jeg bliver simpelthen så ked af at se at halvdelen af befolkningen bliver så massivt undertrykt, nedværdiget og misbrugt allerede fra de er børn, alene på grund af deres køn. Vores køn.