Gratis fragt ved køb over 499 DKK

image

Det kan ikke komme som nogen overraskelse at jeg har lagt mig lidt ud på det seneste. Jeg er både blevet lidt rundere om kinderne, maven og lårene – og lige nu er jeg faktisk helt pjattet med det, fordi det kommer af noget så godt, som en sommer spækfyldt med mad. Det er hvad det er og det skal nok komme af igen, uden jeg behøver gøre et stort nummer ud af det. Sommerdunken sker for så mange af os og jeg forestiller mig egentlig ikke, at der er nogen som synes at dén slags er hverken særligt besynderligt eller særligt bemærkelsesværdigt.

Det er det til gengæld når man kombinerer det med usædvanlige madvaner, kan jeg hilse at sige!

I formiddag, da børnene var afleveret, stak jeg – som jeg så ofte gør – forbi bageren og købte mig en kridhvid bolle, som jeg, da jeg kom hjem, mest af alt havde lyst til at fylde med ost og nutella, som er min klare favorit på hvidt brød. Fordi jeg har lagt mig lidt ud, valgte jeg dog i stedet at forsøge mig med den lidt mere kalorielette udgave, hytteost og et stykke pålægschokolade. Dét fandt Thomas tilsyneladende så besynderligt, at han delte det på sin facebook- og sin instagramprofil, hvor det efterfølgende væltede ind med mistanker om at jeg skulle være gravid, siden jeg spiser dén slags madder.

Faktisk kom der så mange, så Thomas spurgte mig, om der mon kunne være en mulighed for at jeg kunne være gravid. En kommentar jeg tyggede på et øjeblik og som jeg – for en sikkerheds skyld (jeg tror alle kvinder med børn kender det) – besluttede mig for at teste. Således stak jeg, på vej til et event ind forbi Netto, hvor jeg svingede en graviditetestest op på båndet, sammen med en kinder riegel, for ligesom at skabe lidt balance.

Jeg var egentlig slet ikke i tvivl og jeg syntes pludselig også at jeg var helt fjollet, sådan at købe en graviditetstest, når nu jeg godt kendte udfaldet, men da jeg kom hjem et par timer senere, tog jeg den alligevel, testen.

I ventetiden smurte jeg mig endnu én af mine nyopdagede favoritmadder, og jeg kunne således med ro i sindet, fem minutter senere, spise videre og forsikre både mig selv, min mand og alle andre, der måtte have fattet mistanke til mine madvaner, om, at jeg altså ikke er gravid. Jeg kan bare godt lide hytteost med pålægschokolade – og jeg vil næsten gå så vidt som til at anbefale jer at prøve det. Det smager godt. I hvert fald hvis man er typen der i forvejen kører nutella med ost ned, som var det fredagsslik.

image