På én eller anden måde har Thomas og jeg en ting med næsten-naboer. Vi kan ret godt lide dem, faktisk. Så meget så det de seneste tre steder vi har boet har vist sig, at vi har mødt nogle af de mennesker vi stadig den dag i dag, holder allermest af, i vores næsten-naboer.
Dem fra Valby – I ved, dem der ringede til os i Zambia og berettede om indbrud i vores hus, som jeg skrev om HER – er lige taget afsted efter en formiddag fuld af børn, kaffe og gode snakke. Og french toast, ikke at forglemme. Jeg har ikke spist de lækre sataner siden engang i folkeskolen og jeg er bange for at de med deres revanche i dag, har gjort mine i forvejen syndige vaner temmeligt meget værre. Hold nu magle, hvor smager de godt, sådan nogle og jeg lover, så snart jeg får lidt bedre tid foran tastaturet, at smide min opskrift efter jer – det er mega nemt!
Vennerne fra Valby er den salgs venner, som jeg savner hver gang de – eller vi – tager afsted og det er lige præcis dén type venskaber jeg elsker allermest. Dem, hvor jeg føler mig som et bedre menneske i deres selskab. Ikke bedre end nogen andre, men bedre end den jeg føler mig som i hverdagen.
Derfor savner jeg dem også allerede en lille smule nu, imens Thomas vasker op, drengene leger og jeg har taget mig en halv times ro-i-hovedet foran computeren. Heldigvis skal vi lige om lidt ud til nogle andre af de dejligste mennesker i vores liv, til eftermiddagshygge og lørdagsmiddag i børnehøjde indendøre, imens jeg i mit stille sind håber at de voksne kan snige sig til – holdvis, selvfølgelig – et lille glas rødvin og en hemmelig cigaret i baghaven. Så føles det næsten som det gjorde at holde lørdag, for to børn og ditto graviditeter siden.
Altså, bare næsten, ik’?