For første gang i virkelig lang tid, føles det mærkeligt at sidde hjemme fredag aften, med disneyshow i flimmeren og vaffelis i maven. Ikke fordi det ikke er smadderhyggeligt med de fredagstraditioner, som drengene og jeg, siden x-faktor startede for nogle måneder siden, efterhånden har fået etableret, men fordi Thomas i aften spiller koncert i Sønderborg, som altså muligvis faktisk er dén koncert på hele touren, som jeg allerhelst gerne ville have været med til. Fordi Sønderborg jo er min by.
Det er der jeg er startet med at gå til koncerter, kysse på drenge, ryge cigaretter og drømme om det voksenliv, som på ingen måder er blevet som jeg havde troet. Det er der flere af mine veninder bor, sammen med de familier, som jeg efterhånden ikke længere kender af andet end navn og udseende, fordi vi ses så lidt. Det er der jeg faktisk savner at være. Ikke hele tiden, men nu og måske i morgen og en masse andre dage spredt ud over året.
Det er sgu ikke nemt, det der med at flytte fra landsdel til landsdel, for når der er gode ting alle steder, så er der selvfølgelig også gode ting at savne. Og gode mennesker.
I Sønderborg savner jeg – udover mine veninder og min familie – for eksempel havnefronten, græsplænen foran slottet og Penny Lane, som er den bar jeg har frekventeret oftest. I hvert fald hvis vi kun kigger på årene efter gymnasietiden.
I Esbjerg, hvor jeg tog min jordemoderuddannelse, savner jeg musikkonservatoriet, som altid havde gratis koncerter om torsdagen, min lille lejlighed som lå så tilpas tæt på McD, at jeg i en periode spiste cheeseburgere nærmest hver dag, fordi det var byens billigste takeaway og selvfølgelig mine veninder, som jeg ser alt, alt for lidt, fordi jeg i Esbjerg trods alt har mindre at savne, end jeg har i Sønderborg, som jeg gør mit bedste for at frekventere på sådan nogenlunde rimelig basis.
Det er de byer som har dannet den primære ramme omkring mit ungdoms- og studieliv og på én eller anden måde, tror jeg altid at de vil have en helt særlig plads i mit hjerte og lige nu forstår jeg slet ikke hvorfor pokker det ikke var, at jeg tog drengene under armen og tog enten på flyve- eller togtur mod det Sønderjyske, efter jeg hentede dem i institutionen i eftermiddags. For fanden også.
… Men okay, der er også hyggeligt i sofaen her på Østerbro og så håber jeg at alle dem, som får fornøjelsen af min mand i weekenden, vil nyde, danse, skåle og grine lidt ekstra for mig.
Og så vil jeg altså med, næste gang Thomas spiller i Sønderborg. Og i Esbjerg, for den sags skyld.
Blev der sagt.