Sprøøøøøjt! Kaffen spulede ud over spisebordet og mine ellers næsten-rene bukser, da jeg forleden læste en gravalvorlig statusopdatering på facebook, hvor essensen var, at man ikke skal kæmpe for kærligheden; heller ikke når man har fået børn. At børn bliver stærkere af at deres forældre bliver skilt, fordi deres netværk bliver større. Fordi der er flere (sted)forældre til at “hjælpe barnet videre i livet”.
Bullshit, siger jeg bare!
Bull-fucking-shit!
Selvfølgelig er det sundt for et barn, hvis det har relationer til flere voksne, men som primære ansvars- og omsorgspersoner kan jeg vitterligt ikke se, at det er barnets tarv, at der er flere end forældrene. Slet ikke i de mange tilfælde, hvor det faktisk nytter, at kæmpe for kærligheden.
I de tilfælde hvor forældre går fra hinanden, er det ikke alene en sorg for forældrene, men sør’me også for de børn, som har været vant til at have både far og mor i den nære hjemlige relation. De børn som er vant til at kunne få det bedste fra begge sine forældre – hele tiden; mors varme kram, kærlige blik og trygge favn og fars evne til at lade fantasien udfolde sig med togbanen på gulvet i sjove lyde, kildeleg og latter, eller hvordan end rollefordelingen er hos de mange familier rundt omkring i landet, hvor de voksne er tilgængelige for børnenes behov.
Når forældrene skilles, vil de på skift pludselig ikke længere være tilgængelige og barnet skal lære at manøvrere i, ikke længere at kunne få hvad det har behov for, når behovet gør sig gældende, samtidig med at det skal lære at mestre sit savn til den forælder, som ikke lige er der.
Selvfølgelig er der savn.
Sorg.
Tab.
Selvfølgelig er der det.
Og selvfølgelig er der også nogle forældre, som til trods for savn, sorg og tab, alligevel gør bedst og klogest i at lade sig skille. Hvis det modsatte er endnu værre.
For de fleste tror jeg dog, at det giver mening at kæmpe. At vide, at der er nogle år, imens børnene er små og karriererne på samme tid skal sparkes igang, hvor kærligheden i parforholdet har trange kår. Det er ikke nemt. Men det kan for de flestes vedkommende – tror jeg – gennemleves uden for store ofringer og det kan genopstå, hvis man kæmper, arbejder og vil. Hvis man vil det lange parforhold. Hvis man vil have en livsledsager. Hvis man vil følges.
Skilsmisser er – i hvert fald når der ikke er fysisk/psykisk vold involveret – ikke en skid for børnenes skyld og jeg synes ærligt talt, at det er hyklerisk at påstå andet.
Skilsmisser handler om vores egne behov. Om når vi føler os overset og tilsidesat. Om når vi ikke trives i det forhold vi indgår i. Noget jeg synes bør stå for egen regning. Der findes ingen facit og ingen kan med sikkerhed sige hvor høj prisen der skal betales for hverken det ene eller det andet er, men jeg synes, at det er op til de voksne at punge ud. At bære ansvaret og ikke forsøge at tage skyklapper på og lægge det forliste kærlighedsliv i armene på sine børn og bræge op om, at det var for deres skyld. Det var det ikke.