Nogle gange er man så heldig at møde mennesker, som gør et indtryk ud over det sædvanlige og netop sådan én var jeg så heldig at møde i går.
Vi startede dagen i slumkvarteret i Freetown her i Sierra Leone. Ærligt talt, så troede jeg det var løgn da vi ankom. Bjerge af skrald hobede sig op omkring børnene der legede i det beskidte sand. Gamle plastflasker, madpapir, ødelagte bh’er, rådne fisk og hvad jeg mistænker for at være menneskeafføring smeltede sammen i én stor ildelugtende pærevælling, som vi efter bedste evne forsøgte at gå henover uden at snaske andet end vores fødder ind i det.
Den store plads med skrald førte direkte ned til de mange små boliger, hvor tusindevis af mennesker boede. Der var ingen skole og ingen lægecentre, men til gengæld kun ét eneste toilet. Til titusinde mennesker, som ville have været dybt misundelige over toiletforholdene på den sidste dag til Roskildefestvalen.
Det var så vildt og det føltes nærmest som at være havnet på et filmset, hvor jeg bare ventede på at filminstruktøren ville råbe ”cut!”, men desværre er det både sandheden og hverdagen for de mennesker, som bor i dét område.
Vi fik lov til at komme indenfor hos nogle familier, som stolt fremviste deres boliger, som i flere tilfælde viste sig at bestå af et lillebitte forrum, hvor de heldigt stillede havde både en sofa og et køleskab og et soveværelse, hvor jeg ikke ét eneste sted fandt andet end højest to enkeltsenge eller en dobbeltseng – til familier på minimum fem personer.
Fem. I én seng. Hver eneste dag.
Alle var overmåde søde, gæstfri og imødekommende og havde det ikke været fordi de fleste af dem aldrig havde set indersiden af en skole og derfor kun talte sparsomt engelsk, ville jeg have elsket, at bruge et par dage sammen med dem, for bedre at lære om og forstå deres virkelighed, som ligger så langt fra min og den jeg kender fra Danmark.
Vi mødte en gruppe unge mennesker, som i samarbejde med Plan var gået sammen om at lave en ”låne/spare”-gruppe, hvor de hver især havde mulighed for at tage et lån i deres fællesskab til at skabe vækst for dem selv og deres liv. Nogle havde lånt penge til at indkøbe cd’er, som de solgte videre i slummen, imens andre havde lånt penge til at købe symaskiner og stof til at sy tøj til videresalg; fælles for dem alle var, at de betalte deres penge tilbage – og lidt til, for at give endnu flere unge muligheden for at kunne investere i deres eget liv. Det var virkelig bekræftende at se, hvordan de mennesker, midt i al den usselhed, alligevel formåede at skabe sig et nyt liv og muligheden for at forsørge sig selv og deres familier med så bittesmå midler, som de ovenikøbet betalte tilbage – med procenter.
Efter turen i slummen kørte vi ud og mødtes med en kvinde, som fortalte sin historie. Hun startede ud med, med våde øjne, at fortælle, at havde det ikke være for Plan, havde hun aldrig været hvor hun var i dag. Som 8-årig, da der stadig var borgerkrig i landet, blev hun kidnappet af en gruppe oprørere, som holdt hende i fangenskab i tre måneder hvor hun – formentlig på daglig basis – blev voldtaget af adskillige mænd, hvorefter hun til alt held slap fri og kom tilbage til sin familie.
Desværre blev hun jaget vildt i sit lokalsamfund, hvor det ingenlunde var velset at en ung pige ”allerede havde haft sex” og så ovenikøbet med adskillige mænd og familien var derfor nødsaget til at flytte. Det er frygteligt hvordan vi mennesker evner at stigmatisere hinanden og især at vi tilsyneladende evner, at stigmatisere vores hårdest udsatte.
Som kvinden selv fortalte, blev hun heldigvis inviteret med i ét af Plans programmer, hvor hun blev tilbudt skolegang og undervisning, blandt andet i retten til sin egen krop og holdning. Hun blev igennem programmet og den oplysning og respekt hun for måske første gang i sit liv blev mødt af, udviklet fra at være et udsat voldtægtsoffer til at være en stærk kvinde. En stærk kvinde, som i dag ser det som sit livs mission at hjælpe andre unge kvinder til at forstå, at de har ret til deres krop og ret til at have en holdning, som de selvfølgelig gerne må ytre.
Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om denne fuldstændigt fantastiske survivor af en kvinde – og det kan også godt være jeg kommer til at gøre det – men for nu, vil jeg håbe at I, ligesom jeg, kan blive inspirerede af, hvordan en kvinde som hende, har formået at rejse sig op over alle sine ulykker og tro på sig selv og sit værd på trods af sin fuldstændigt sindsoprivende historie.