Jeg er simpelthen lige nødt til at komme ud med noget her. Det var slet ikke min mening at involvere jer eller nogen som helst andre end dem der er tæt på mig i det her, men jeg er på grådens rand og jeg aner ikke hvad pokker jeg skal stille op med det faktum, at jeg åbenbart ikke kan få lov til at komme til lægen. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, men jeg har selvfølgelig også primært haft læge i Sønderjylland, hvor jeg er stensikker på, at den (manglende) behandling jeg har været udsat for, aldrig havde fundet sted. Jeg er ikke ude på at få medlidenhed og slet ikke på at få stillet nogen internetbaseret diagnose, men jeg vil gerne have frem, at det sørensus’me godt nok kan være op ad bakke at få lov til at komme til lægen – også selvom man tydeligvis fejler noget. Jeg er så skuffet, ked af det og vred.
Men altså, I er nødt til at få hele historien…
Det startede for lige knap to uger siden, med en lille kløende prik på min højre hånd og jeg mistænkte straks, at det var en kropslig reaktion på, at jeg har haft lidt rigeligt om ørerne i den seneste tid. Mit hoved har været fyldt på lige linje med min kalender og jeg har af og til haft svært ved at få mig selv med i det hele.
Derfor gearede jeg selvfølgelig ned; meldte fra til nogle ting og forsøgte at få styr på mig selv.
Prikken formerede sig til flere og da jeg i torsdags blev ramt af den vildeste kløe på alle mine nu mange hundrede prikker, blev jeg for alvor bekymret og jeg spurgte nogle sygeplejeveninder til råds.
De kom med alle mulige teorier og alle med en anbefaling om, at ringe til min læge. Nu.
Nu har jeg aldrig været kendt for at være typen der render til lægen i tide og utide, så jeg syntes selvfølgelig sagtens at det kunne vente til dagen efter, når min egen læge havde telefontid, hvor jeg forsøgte at ringe.
Jeg blev mødt af en optagetone igen og igen, men måske var mit udslæt også blevet lidt bedre faktisk? Det var nok ikke noget særligt, så jeg besluttede at droppe lægen, nu hvor jeg alligevel ikke kunne komme igennem. Jeg har alligevel aldrig haft hudproblemer, så det ville nok hurtigt gå over af sig selv…
I løbet af weekenden blev prikkerne bare flere og flere og selvom kløen aftog, var jeg ikke i tvivl om, at det ikke var helt sundt. Derfor forsøgte jeg igen mandag at ringe til lægen. Og tirsdag. Og onsdag, hvor jeg stadig ikke var kommet igennem.
Onsdag eftermiddag fik jeg – efter at have snakket med en læge som min egen læges telefonsvarer henviste mig til at ringe til, og som bad mig (sjovt nok!) ringe til min egen læge – nok af at hænge i telefonen og jeg cyklede op til min læge. Så måtte de da kunne give mig en tid.
“Vi lukker tidligt i dag” stod der på sedlen på døren, som var låst.
For helvede også!
Her til eftermiddag, seks dage og hvad der føles som hundredevis af forgæves telefonopkald senere cyklede jeg igen forbi, hvor døren til min store begejstring gik op. Hurra!
Efter lidt venten på at receptionisten havde tid, fik jeg meldingen om, at jeg tidligst kunne få en tid d.27.marts – om elleve dage -for det var jo ikke længere akut, når der sådan var gået så mange dage. Og ellers var jeg velkommen til at ringe til lægen i telefontiden i morgen.
Seriøst?!! Altså, den telefon som jeg de seneste seks dage ikke én eneste gang har haft heldet med mig til at komme igennem til? Pisseflot.
Jeg viste receptionisten mine hænder og forklarede ham, at jeg altså ser sådan ud over hele kroppen, hvortil han svarede at han da godt kunne se at den var helt gal. “Du må ringe til lægerne i morgen tidlig og få en akuttid af dem” sagde han med et smil, alt imens jeg var ved at springe i luften.
Hold. Nu. Kæft. Altså.
Jeg var lige ved at begynde at tude oppe i venteværelset. Jeg har for helvede fået udslæt over hele fucking kroppen, jeg betaler min skat og ovenikøbet til den allerhøjest mulige sats og så kan jeg kraftederme ikke engang få lov til at komme til min egen læge, når jeg, efter mere end et års radiostilhed fra min side deroppe, er blevet syg. Ikke med feber-og-opkast-syg, men syg i min hud, som for pokker er mit allerstørste organ.
Jeg er så edderrasende og jeg forstår simpelthen ikke hvordan det kan lade sig gøre, at vi har så dårlige vilkår i det offentlige. Det er en ommer, er det!