Når man flytter

Igennem hele mit liv har jeg altid flyttet meget. Sådan som i at jeg indtil nu, har skiftet adresse 24 gange i mit liv. FIREOGTYVE!

Og faktisk, så hader jeg at flytte. I hvert fald delen med at pakke alting ned i kasser. Og pakke ud igen; særligt de gange jeg er flyttet til mindre steder end hvor jeg kom fra, har det voldt mig lidt besvær. Dog må jeg sige, at jeg som oftest er flyttet til større og lækrere steder.

Størst og lækrest er formentlig her hvor vi bor nu. Et hus på over 250 m2 med havudsigt fra vel noget der minder om 85% af huset. Et kæmpe stort køkkenalrum med loft til kip, lækre store værelser, plads til min mands hjemmestudie, en megastor have – fyldt med frugttræer og selvfølgelig; et flygel i stuen, hvor man kan sidde og lege Elton John (eller som jeg, spille Für Elise igen og igen, da den er den eneste jeg kan). Vi har det hele.

Bortset fra København. Bortset fra den by, hvor det studie jeg har besluttet mig for at søge ind på, ligger.

Pik, siger jeg bare!

Vi får formentlig aldrig et hus som dette igen, med plads til massevis af ekstralogerende, store fester og fri leg til hundredevis (argh okay, nu overdriver jeg, men you get the picture) af børn. Havudsigten, som jeg kan bruge timer på at stene ud over – særligt hvis jeg har et velplaceret glas rødvin og et dejligt menneske ved min side, er vidunderlig. Jeg elsker det her hus, men jeg tror vi flytter.

Selvom jeg elsker huset og hader tanken om at skulle flytte væk herfra, så er der altså også alligevel noget i mig, som synes det er topfedt. Jeg er vild med eventyret og kan slet ikke holde ud at “stå stille”. Der skal ske noget. Hele tiden. I min blå bog fra gymnasiet står der blandt andet at jeg skulle være “et ultraaktivt dampbarn“. Og måske er der noget om det. Ikke fordi jeg mistænker mig selv for at have ADHD, men jeg kan på ingen måder holde ud at være mig, hvis jeg ikke har gang i (mindst) et par spændende projekter. Herunder altså også en flytning.

Det er ikke fordi jeg ikke drømmer om at finde en indre ro og slå mig ned et sted; næh faktisk, da vi købte huset her for 2 år siden, troede jeg (og bildte jeg min mand ind) at vi skulle blive gamle her og sidde på terrassen og holde hånd om 50 år. Jeg drømmer om roen, men kan mærke, at jeg i hvert fald ikke er klar til at møde den endnu.

Måske er det de mange flytningers skyld, måske er det noget andet. Men jeg glæder mig. På trods af flytterod og usikkert terræn. Jeg glæder mig til at lære det ukendte at kende og til at se hvad verden så kan bringe til mig og min lille familie. Hvad end det bliver, så bliver det godt.

God søndag,

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge med på facebook, instagram og bloglovin.