Ensomhed behøver ikke altid at sættes synonymt med at være alene. Ensomhed forekommer ofte i selskab med andre, hvis man ikke føler, at man har noget at tilbyde. Det er en følelse af mindreværd og af ikke at blive forstået, som kan ramme os alle igennem hele livet. Alligevel er det min oplevelse, at vi har svært ved at tale om den. Ensomheden. Især, når den er vores egen.
Jeg har her til formiddag været en del af panelet i radioprogrammet Kejser på P1, hvor netop ensomhed har på dagsordenen. I kan høre programmet HER, hvis I har lyst.
Opgørelser viser at mere end 100.000 danskere føler sig ensomme og med fare for at tage grueligt fejl, så vil jeg gerne vove at påstå, at tallet i virkeligheden er langt, langt højere.
Sådan er det i hvert fald for mig selv. Jeg føler mig momentorisk ensom; nogle gange i korte øjeblikke, andre gange i korte perioder og en enkelt gang i så udtalt grad, at jeg nærmest følte at jeg var ved at miste mig selv og alt jeg havde omkring mig. Jeg tror, at det er et grundvilkår for rigtigt mange af os, at vi af og til føler os ensomme og det vil jeg simpelthen så gerne få italesat.
Det er jo ikke fedt, at føle sig ensom. Det føles i højere grad som et nederlag og det afstedkommes ofte i ledtog med følelser som mindreværd, skam og utilstrækkelighed. I de situationer hvor jeg af den ene eller den anden årsag ikke føler mig god nok, føler jeg mig ofte udenfor og ind i mellem endda også ensom. Som om jeg ikke hører til. En følelse der kun forstærkes, når jeg ikke tør sige den højt, af frygt for at være forkert på den. “Det er nok noget med mig” eller “jeg er heller ikke ligeså god som de andre” er sætninger jeg ofte har tænkt om mig selv, selvom jeg i bund og grund godt ved, at jeg har værdi alene fordi jeg er. Ligesom alle andre. Jeg føler mig ofte utilstrækkelig i relationen til andre mennesker og jeg bliver let i tvivl om, hvorvidt andre mennesker overhovedet kan lide mig; om de overhovedet kærer sig om mig og når dét sker, føler jeg mig ensom.
Ensomheden for mig er et spørgsmål om min selvfølelse, som i forhold til relationen med andre mennesker, af og til ikke er så stærk som den måske burde være – eller kunne være, hvis jeg lærte at arbejde bedre med den, end jeg gør i dag. Ensomheden er et vilkår for min opfattelse af mig selv i forhold til andre og samtidig et redskab til mig, for at forstå, hvornår jeg er på dybt vand. Til gengæld er den, som jeg beskriver ovenfor, momentorisk og dermed, tænker jeg, ikke spor alvorlig. Det er selvfølgelig aldrig rart at sidde med en følelse af ikke at være god nok, eller at være udenfor fællesskabet, men jeg tænker, at det trods alt er fint, med en forholdsvist hyppig revision af spørgsmålet om “hvem er jeg i forhold til de andre” ligesom jeg tænker, at det kun er sundt, af og til at tvivle på sig selv, fordi der i tvivlen ligger store muligheder for udvikling.
Jeg udvikler mig hele tiden; både i de relationer hvor jeg føler mig tryg, såvel som i de relationer, som jeg ikke føler mig som en del af, på trods af, at jeg egentlig gerne vil.
… Men sådan er det selvfølgelig ikke for alle og da der under programmet tikkede en sms ind, hvor der blev bedt om at vi i panelet tydeligere ville skelne mellem de forkælede selvværdsproblemer og den reelle ensomhed, hvor et menneske reelt ikke har nogen, forstod jeg pludselig, at jeg med min beretning om min egen ensomhed, risikerer at træde andre – alvorligt ensomme – over tæerne. Ganske ufrivilligt, vel at mærke.
Jeg er udmærket godt klar over, at jeg, i en position hvor jeg både har mand, børn, veninder og alle jer der læser med og ofte bakker mig op herinde, ikke er ensom i ordets oprindelige forstand. Jeg føler mig af og til alene, men jeg er ikke alene. Jeg kan “bare” opsøge mine nærmeste og fortælle dem hvordan jeg har det, når jeg er trist. Jeg har i hvert fald muligheden. I modsætning til rigtigt mange, som jeg igennem dagens radioprogram fik en forståelse for, at der rent faktisk er rundt om i landet. Mennesker, som vitterligt ikke har nogen at snakke med. Mennesker, som både er og føler sig ensomme. Mennesker, som i høj grad er invaliderede af, ikke at være fortrolige med nogen og som lider både psykisk såvel som fysisk overlast grundet deres massive, langvarige og meget alvorlige ensomhed.
Fuck, mand.
Tænk, at der i et land, hvor vi bor 5,6 millioner mennesker, findes så mange, som ikke har nogen. Jeg bliver helt ked af det over tanken og jeg får lyst til at stemme enhver dørklokke i hele landet, for at tilbyde mig til en kop kaffe, et smil og en sludder, til hvem end der måtte have behov. For det kan sgu da ikke være rigtigt, at der ikke kan være plads til os allesammen i nogle alle de mange tusinder af relationer vi indgår i på kryds og på tværs. Der er da ikke nogen, som fortjener at stå udenfor.
Der skal være plads til alle; både til alle dem, der ikke føler et tilhørsforhold til nogen, men så sandelig også til alle sådan nogle som mig, der “bare” føler ensomheden nage i ny og næ og som i virkeligheden ikke er stor andet begrænset af det, end at det da er en dum følelse at have, i blandt alle de mange gode følelser jeg heldigvis også rummer. Jeg er nemlig ikke spor forkælet og når nogen siger til mig, at min ensomhed er et forkælet selvværdsproblem, så forstår jeg pludselig godt, hvorfor det kan være så svært at tale om. Vi bliver simpelthen nødt til at anerkende, at alles følelser er reelle og at det ikke nytter noget at forsøge at underkende andre menneskers følelser, bare fordi man ikke selv har det på samme måde. Vi er nødt til at give hinanden plads og vise hinanden, at det er okay at have følelser som ikke altid er gode. At det er okay, at tale om sin ensomhed – også selvom den for andre måske kan virke forkælet og selvoptaget. Følelser er nemlig altid reelle og er findes ikke én eneste, som er forkert, men til gengæld kan der findes mange, som er uhensigtsmæssige og som igennem åbenhed og samtale, kan blive vendt til det bedre og dét synes jeg vi skal hjælpe hinanden med. Igennem anerkendelse og åbenhed.
Ja, jeg føler mig ensom nogle gange og nej, jeg gider simpelthen ikke bruge min energi på at være flov over det.
I morgen deltager jeg igen i panelet i Kejser på P1 fra klokken 10-11, hvor det skal handle om fædre på fødegangen. Lyt med, hvis I har lyst.