Når drenge vil være drenge

Først, dejligt at I læser med – jeg nyder at læse alle kommetarer og vil glæde mig til, næste gang jeg kan snige mig på shopping, at vise mine indkøb frem til Jer 🙂

Dagen i dag startede tidligt, hurra (funnybutnotfunny!) og jeg har derfor haft ekstrameget tid med min store dreng imens den lille tog en morgen/formiddagsskraber.

Da min store dreng startede i børnehaven var det på mange måder starten på en ny æra i hans liv.

Blandt meget andet, blev han nu opmærksom på kønsforskelle; set i børnehøjde, naturligvis. Pludselig blev der gjort forskel på om ting var “seje” eller (bare) “søde”, som Jens oftest vil negligere det til at være. Sød, altså.Ord som pigefarver/drengefarver blev en fast del af hverdagen, ligesom Jens pludselig blev enormt bevidst omkring valg af tøj. Det skal helst være med store print af seje ting.

En aften kort efter Jens var begyndt i børnehave var vi på restaurant hvor der tilfældigvis også var en fedladen skaldet mand med et kæmpemæssigt Iron Maiden print bag på sin sorte t-shirt – i ved den type som jeg (fordomsfuld som jeg er) måske tror har for meget (eller måske i virkeligheden for lidt) testosteron i kroppen, er vild med motorcykler og værkstedskalendre. Jens var vild med ham! Eller altså, i hvert fald med hans udseende, for han fik under ingen omstændigheder lov til at antaste manden for sin neurotiske mor.

Det er jo ikke fordi der overhovedet er noget i vejen med det, eller med den type mand, men min lille dreng, som i min verden hidtil havde været et rent lille væsen uden forudintagethed (modsat moderen), var nu blevet sådan en, som ikke længere affandt sig med at være sød. Han ville være sej. Være farlig. (Have ufatteligt dårlig smag, udfra mine kriterier at dømme). Min lille dreng var blevet – ja en “rigtig” dreng.

Jeg som altid har sagt at vores børn bliver som vi opdrager dem – og så får jeg selv sådan et stereotypt barn, som er vild med spiderman, ninja turtles og pirater. For det har han lært at han skal være. De sociale spilleregler er ikke længere begrænset til hjemmet eller de trygge rammer hos en dagplejer, for min lille store dreng. Han er for alvor trådt ind i vores (lokal)samfund og mestrer – måske heldigvis – at udfylde den rolle han forventes at have til UG med kryds og slange.

Derfor gør det mig sådan lidt ekstraglad, når han derhjemme foreslår at vi skal lave perleplader og så sirligt sætter sig hen og lægger perler i timevis. Det gør mig glad, at han trods alt – i sin trygge base herhjemme – bare gør som han føler for, uanset om det er en “pigeleg” eller en “drengeleg”. 

Kys fra Cana

Hvis du har lyst, kan du følge med på facebook, instagram og bloglovin 🙂